Til min bror Peter

Skrevet 2018 af Povl

den faste klippe

Peter var altid god for nogle bevingede ord. Det er ikke nemt at følge i de fodspor. Men jeg kan måske fortælle et par ting om vores opvækst.

Da jeg var lille og boede i Koppelvænget, havde jeg fået en krone af vores mormor til at købe en hoppestav. En forkælede unge som boede i opgangen blev misundelig og stjal min hoppestav og hævdede så det var hans. Det var ikke nemt at få Peter til at miste tålmodigheden, men hvis tyren blev tirred længe nok, så ku han altså se rødt! Peter tog hoppestaven fra snothvalpen og svang den i en stor cirkel og ramte ham lige i rumpetten. Peter var min storebror og beskytter!

Peter og jeg startede på Voldparken skole og han gik så senere på St. Knuds skole inde ved søerne. Senere stod vi side om side ved vore høvlebænke i snedkerlære hos Ole Mikkelsen. Vi lærte at bruge vores hænder til at skabe værdi.

På den tid byggede Søren og Peter og jeg hus i Greve sammen med vores mor. Det tog os hver eneste ferie, de fleste weekender og mange aftener om ugen I omkring 3 år, hvor vi kørte ned til Nældebjergvej for at få det selvbygger-hus op at stå. I de år blev vi også sammentømret som familie, og det var måske det bedste ved det hele.

Peter startede så på Drejervej for at læse til bygnings ingeniør, og året efter, da jeg var udlært hos Mikkel, sad jeg så på den anden side i samme bygning på Drejervej på byggetekniker-studiet. Jeg kunne sidde og se ham i hans klasseværelse på den anden side af bygningen.

Og så sejlede vi sammen på Roskilde fjord i den Junior båd vi havde restaureret fra søspejderne I Vedbæk. – Vi var side om side i vores opvækst - det var tider!

Peter Dansholm For mig var Peter den faste klippe man altid kunne regne med. Selv om der i de senere år kunne gå år og dag imellem vi sås, så var det en god følelse at der fandtes et solidt holdepunkt man kunne tage bestik af. - Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre bror.

Nu er Peter ikke længere hos os og vi savner ham naturligvis. Men vores savn er måske an smule selv-medlidenhed. - Jeg så engang et billede af en flok myrer, klædt i sort, der kom slæbende på en tom pubbe mens en smuk sommerfulg fløj glad omkring oven over. - Jeg forestiller mig han er i de bedste hænder nu, befriet fra den udslidte pubbe - fri som en sommerfugl.

Nu er Peter sammen med farmor og hendes lillesøster Ingrid, vores mormor og morfar og alle morfars 9 søskende og venner der har taget imod ham med åbne arme. Et sted fuld af lys og lykke - hvor man ikke bekymrer sig om husleje eller trækprocent, der er ingen sygdom og krig – og hvor alle vores tårer bliver tørret bort. Hvem ved, måske har de oven i købet et job ledigt i himmelbyen som stadsingeniør?

Så i stedet for a sørge kan vi fejre Peters liv og alt det gode han var og gjorde. Vi kan hylde hans eftermæle - ikke mindst hans og Bentes dejlige børn, svigerbørn og børnebørn som har sikret slægtens beståen. Det er vel egentlig det livet handler om. Hvad kan man ønske sig mere? - Så tusind tak for alt det du var for os i den tid vi havde dig her. Vi ses!