Ole Mikkelsen kom fra Fur, en ø i Limfjorden. Hans far var møllebygger. Det var dengang de gamle vindmøller
var lavet af træ med træ-gear og træ-aksler som drejede møllestenen, lange vinger af træ, og en hat some vendte efter vindens blæsen. Det var håndværk af højeste kultur, opfindsomhed og snilde.
Mikkel, som vi kaldte vores læremester, havde giftet sig med min mors kusine, Else. Min bedstefar havde som sagt 9 søskende, og tante Tiete, som hun blev kaldt, flyttede til København og havde 2 døtre, Else og Doris. Det var der igennem jeg kom til at kende den mand some skulle få indflydelse i mit liv.
Snedkermester Mikkelsen kom til vores lejlighed i Kobbelvænget og indbyggede vores første køleskab, og jeg så med store øjne hvordan det foregik. Senere installerede han et skrivebord med skuffer under vinduet i Peters og mit værelse. En af skufferne stødte imod håndtaget til radiatoren (som sandsynligvis havde været skruet lukket da han havde taget mål), og jeg så med beundring hvordan han fixede det... han skar simpelther en fordybning i bagsiden af skuffen med et stemmejern. Så passede skuffen!
Nogle år senere fik jeg top karakter i sløjt i skolen for mit kaffebord, some Mikkel lod mig gøre færdig på sit værksted.
Inden jeg fik min realeksamen vidste jeg, at jeg ville være arkitekt, og at det skulle foregå ad håndværker-vejen, for det var et faktum at arkitekter der kom fra gymnasium ikke havde nogen ide on hvordan et hus skal bygges. Så jeg havde allerede spurgt Mikkel om han ville tage mig i lære.
Mikkelsen ringede til min mor året før og spurgte hvornår jeg var klar til at begynde, for han havde en læreplads ledig. Da min bror Peter, som var et år foran mig i skolen, hørte det, sagde han at måske kunne han tage den læreplads, for han var ikke sikker på hvad ellers han ville. Sådan gik det til at Peter og jeg stod side om side på værkstedet i to af de tre års læretid.
Nogle måneder hvert år var vi på teknisk skole hvor vi ud over de almindelige fag også lærte teknisk tegning. Der fandt vi ud af at mange andre lærlinge simpelthen blev brugt som billig arbejdskraft og stod ved den samme maskine i en stor del af deres læretid. Men hos Mikkel lærte vi håndværket, vi fik vi lejlighed til at prøve det hele, og han var ikke bleg for at lade os lære af vore egne erfaringer og fejltagelser.
Han fortalte mig en episode fra sin egen læretid, hvor mesteren bad ham lave en kommode uden at give videre instrukser. Efter at have snedkereret i 3 ugers tid viste han den til mesteren, som så spurgte, "synes du den er færdig?" Det var Mikkel jo ikke så sikker på, så han sleb og pudsede på den nogen tid mere. Hans læremester sagde så, "Ja du kan nu gå ud og slå den til pindebrænde, så skal jeg vise dig hvordan det skal gøres." - Det var ikke den mest pædagogiske måde at lære på, men sådan var det dengang man havde tid til at gå grundigt til værks.
Min mors fætter Max, sønnen til onkel Eduard, min morfars yngre bror, havde også været i lære hos Ole Mikkelsen, og han havde fortsat som snedkersvend i nogle år. Til Mikkels store fortrydelse gik Max senere over i gartner-faget og mester mente jo nok at der var gået en guds-benådet snedker tabt der.
En af det første opgaver vi fik på værkstedet var at lave vores eget værktøjsskab.
Vi kunne selv vælge materialer og bestemme udformingen.
Og så skulle vi også lave bjælken til vores personlige ramme-sav.
Jeg husker den første opgave, jeg lavede for en kunde, var et kælder vindue med top-hængte hængsler, karm med sinker i hjørnerne og vindusrammer i fyr. Jeg var forundret over at Mikkel turde lade mig lave så meget på egen hånd. Senere blev jeg sat til at lave finere skabe med mahogni finer i højglans lak.
Vi havde en del opgaver for klienter i det nordlige København. En ingeniør Larsen havde som hobby at købe en byggegrund af gangen og opføre et hus efter egne tegninger. Han lod snedkermester Mikkelsen levere vinduer, døre, køkkener og indbyggede skabe. Ingeinøren havde ofte ideer om forandringer som han og Mikkel havde lange samtaler om.
Her er et billede af Ole og Elses yngste, "Lille Ole", som han blev kaldt. Han voksede sig højere end sin far, men noget skulle man jo kalde ham for ikke at forveksle de to Oler. Han står foran døren til værkstedet i Bagsværd. Til højre var værkstedet, til venstre var et vindfang som ledte ind til køkkenet, hvor vi fik eftermiddagskaffe, og videre ind i familiens stuer. Ret frem var trappen til kælderen. For bunden af trappen til højre var oplagring af træ og et hjørne fuld af høvlspåner som blev skovlet ned fra en luge i værkstedet, og der stod en lim presse vi også brugte til at lægge døre og skabslåger på når der skulle lakeres.
Når vi lakerede foregik det med to-komponent celluloselak som man ikke kunne undgå at indånde mens man strøg penslen frem og tilbage bøjet ind over dørene. Når man havde stået og lakeret sådan en eftermiddag, og vaklede op ad trappen, følte man sig godt skæv.
Mikkel have et repertoire af anekdoter, ordsprog, vitser og fortællinger som man efter 3 års læretid efterhånden havde lært udenad. Den dag i dag kan jeg høre ham, når jeg har skåret et stykke træ for kort... "ja, så må vi se at få fat i pålægger-høvlen!", eller hvis man bandede over værktøjet, kunne han sige, "måske er det håndtaget..."
Der var naturligvis gensidig drilleri imellem mester og lærlinge. Vi lyttede jo til Beatles og Rolling Stones hvilket Mikkel mente var for u-trænede øren. - Og så lod vi håret vokse ifølge tidens pop-kultur, Mikkels kommentar var at "hvad man ikke kan ha inden i hovedet må man ha udenpå", men vitsen for os var jo at mester også lyttede til "langhåret" musik.
Det var ikke bare håndværket der galdt for Mikkel, det var lige så meget kontakten med kunder og venner han hold af. Han nød tydeligvis en god kop kaffe, en smøg, og en snak med kunderne eller med repræsentanter som skulle sælge lim og bejse og materialer, mange blev behandlet som gamle venner. Der var noget tillids-vækkende ved mesters karakter, som folk var tiltrukket af. Men hvis en sælger viste sig at være for påtrængende blev han sendt ind til Else, some havde mere af det Jonaske temperament, så blev han hurtigt ekspederet! Men kunder og venner kom tilbage igen og igen.
Måske var det også fordi hans regninger var meget rimelige. Flere gange hørte jeg ham sige, "jeg kan altså ikke få mig selv til at skrive mere på regningen." Det betød også at jeg havde indtrykket af at der ikke var meget overskud i kassen hos Mikkel.
Han havde sin Opel Rekord station wagon som blev flittigt brugt når der skulle køres med materialer og some familiens transport i den uge af året hvor turen gik til Fur på besøg hos familien. Mikkel kunne spøge med: "sidste år fald min ferie på en torsdag." Tømremester Lundbak, som havde lejet sig ind på pladsen bag værkstedet, så ikke ud til at have skrubler med at skrive regninger, for han kørte i en mere fornem bil og havde råd til at ansætte svende.
Ole Mikkelsen var ikke blot en dygtig snedker som satte en ære i at lære os håndværket, men der var en side af ham som man ikke så meget til på værkstedet. Han elskede f.eks. klassisk musik. Jeg vidste han havde sit lille hjørne i stuen med pladespiller og hjemmebygget højtaler. Jeg var også forundret over at de hårdhudede snedker-fingre var smidige nok til at håndtere en violin!
Ole Mikkelsen var et dybt troende menneske, det lagde han ikke skjul på, og han var med i sangkoret i kirken. Men hans tro føltes aldrig påtrængende, den kom mere til udtryk i hans godmodige væsen, tålmodighed og levevis. Jeg husker engang jeg var på besøg på Fur, at han viste mig kirken, hvor han kom i sin opvækst. Han fik et fjernt blik i øjet mens han lod fingrene glide hen over træværket og udskæringerne på prædikestolen. På det tidspunkt troede jeg ikke på noget, men af en eller anden grund står den lille begivenhed indprentet i min hukommelse.
Senere hen da jeg kom med i Jesusbevægelsen, og fortalte Mikkel at jeg havde fundet Jesus, lyste han op i et stort smil og gav mig et vidende blik. Der var som om han sagde: "Ja, nu forstår du hvad det er, der har ledt mig igennem livet."
Jeg husker der var et eller andet vi skulle have lavet til vores mission i Christiania, så jeg tog ud til Brudelysvej i Bagsværd og forklarede sagen for Mikkel, han sagde: "Du skal bare tage hvad I har brug for, og du kan bruge værkstedet som du vil." Han ville ikke høre tale om betaling, for det var selvsagt til "Vorherres arbejde".
Ole Mikkelsen levede et beskedent liv, han blev aldrig nogen stor mand i verdens forstand, men han var rig på venner og god samvittighed. Jeg kunne tænke mig at han havde erhvervet den erfaring, at lykke i livet er ikke et mål man løber efter, men snarere den måde man rejser på. Mange gange senere hen i mit liv har jeg haft på fornemmelsen at han befandt sig der i baggrunden med råd og dåd.