Om mine forældre

Af Elisabeth Dansholm

Om min far - Ferdinand Jonas

Min far, Hans Juiius Ferdinand Jonas, blev født d. 3/9 1887 i Frørupfeld, døbt i Oversø kirke i Slesvig land syd for Flensborg. Hans forældre stammede fra Holsten.

Faderen, Joachim Ferdinand Jonas, født d. 7/6 1862 i Gaarden ved Kiel. Som ung var han en høj, flot mand med smukke ansigtstræk og klare grå øjne. Værnepligten i den tyske hær havde han aftjent som ulan, altså som lansebevæbnet rytter. Et billede af ham i uniform viser ham med hjælm og vajende fjer. Han deltog i den tysk-franske krig 1870-71.

Moderen, Mathilde, Julie Jonas, født Primke, var født d. 6/2 1866 i Møltenort ved Kiel. Hun var lille af vækst med et stort, gnistrende sort hår og funklende sorte øjne. Hun var på sine gamle dage stadig meget smuk, et temperamentsfuldt og viljestærkt menneske med stor udstråling.

Jeg er i besiddelse af et ejendommeligt dokument, som bekræfter min fars fødsel. Det drejer sig om en...

Geburtsurkunde Nr. 44

Bilschau, am 9. September 1887.

"Vor dem unterzeichneten Standesbeamten erschienen heute der Persönlichkeit, nach den von Person bekannten Gemeinde ...-- Petersen in Frörup anerkannt, der Lehnswärter Joachim ferdinand Jonas wohnhaft zu Frörupfeld, ewangelischer Religion, und zeigte an, dass von der Mathilde Julie Jonas, geb. Primke, seiner Ehefrau, ewangelischer Religion, wohnhaft bei ihm zu Frörupfeld in seiner Wohnung am dritten September des Jahres 1887 vormittags am zehn Uhr ein Kind männlicher Geschlechts geboren worden sei, welches die Vornamen Hans Julius Ferdinand erhalten habe.

Vorlesen, genehmigt und unterschrieben

J. F. Jonas

Der Standesbeamte
C. S. H. Bahr"

Min far var den førstefødte og skulle senere blive efterfulgt af 9 søskende. Farfar havde beskæftigelse ved de tyske rigsbaner som ledvogter i Frørupfeld, tæt ved Oversø, men kort efter min fars fødsel blev farfar overflyttet til Haderslev som pakmester pa strækningen Haderslev-Vojens. Farmor fik ansættelse som ledvogter ved jernbanen tæt ved indkørslen til Haderslev, og familien fik derfor bolig i ledvogterhuset med tilhørende have. Farmor passede bommene sommer og vinter i ca. 20 år. Hun fik derfor til sin tid en pension fra de tyske jernbaner (15 Mark om måneden) og i tilgift en masse gigt. Hun var stolt, når pensionen indløb. Det gav anledning til en tur i byen og hjembringelse af forskellige poser med sukkergodt til børnebørnene.

I de 20 år de boede i Haderslev, fødte hun et barn hvert andet år. Det blev til 6 drenge og 4 piger. De voksede op i yderste fattigdom. Dels var lønnen ikke stor, og dels skulle der jo meget til af mad og klæder til den store familie. Haven blev dyrket med kartofler og grøntsager. 2 kaniner blev slagtet hver uge til søndagsmiddagen. Børnene havde træsko om vinteren og løb barfodet om sommeren. Min faster Christine (kaldet Tiete) har fortalt mig, at hun først fik underbukser, da hun skulle ud at tjene. Forældrene søgte at holde på værdigheden — de var jo "Beamter" - hvilket farmor fremhævede som tegn på, at de var mere end almindelige fattigfolk.

I hjemmet herskede streng diciplin. Farfar stillede børnene op på række hver aften og forhørte dem om de gale streger de nu havde lavet den pågældende dag. Så blev der uddelt klø. Min far som den ældste påstod, at han fik størsteparten. Jeg har fået fortalt en episode, hvor Tiete måtte stå til regnskab for at have taget en bid af en blomme fra et træ, den eneste blomme det træ havde det år. Den havde de naturligvis fået strenge ordre om ikke at røre, men hun forsvarede sig med, at hun kun havde taget en bid, men ladet blommen sidde på træet.

Så snart børnene var store nok, sov de på loftet. De har efter sigende haft det utroligt sjovt med at fortælle historier, og i kirsebærtiden kunne de gennem loftsvinduet plukke kirsebær. Farfar måtte gentagne gange hen til loftslugen for at mane til ro. Min far har senere berettet om de mange gange han forsøgte at få ro, men de helmede ikke, før farfar havde været oppe og uddele de obligate klø.

Farfar forsøgte at opdrage den store flok til at blive ordentlige og hæderlige mennesker, hvilket også lykkedes. At de af og til stjal en roe på en mark for at stille sulten kan næppe lægges dem til last. Sultne var de ofte. Som sagt klø hørte til dagens orden, og i skolen var det ligeså. Jeg tror undervisningen var god, for min far skrev et perfekt tysk og må have fået de grundlæggende regler for talbehandling indlært. Den daværende tyske skole var jo præget af hård diciplin. Om lærer Kath havde eleverne lavet følgende vers:

Herr Kath mit seinem Besenstiel
er haut die Kinder viel zu viel.
Viel zu viel is nicht gesund,
Herr Kath er ist ein Schweinehund.

Mange glæder var der ikke for børnene. Der var ikke noget der hed fødselsdage. På min farbror Max's fødselsdag syntes han og min far, at der skulle ske noget særligt, så de besluttede at gå i vandet i Haderslev Dam. Det var den 11/3, så vandet har nok været koldt, men så var fødselsdagen dog blevet markeret.

Min far havde det hæld, at han fik plads i sin fritid som bybud pa Damager. Her boede den danske landdagsmand Julius Nielsen, en velhavende smørgrosserer. Far blev her gode venner med familien og tjenestefolkene, navnlig gartneren. Her blev udelukkende talt dansk, så min far kom til at beherske det danske sprog og fik tjent lidt penge, som farmor fik. Da han blev ældre gik pladsen i arv til hans søskende, men far bevarede venskabet med gartneren og iøvrigt familien på Damager. Da min far var konfirmeret, kom han i lære hos P. J. Petersens Maskinfabrik i Haderslev. Farfar satte en ære i, at sønnerne fik en uddannelse trods de vanskelige økonomiske forhold.

Man kan synes, at farfars tilværelse var et slid for at forsørge den store familie, og at hans arbejde ved jernbanen - en ensformig kørsel frem og tilbage mellem Haderslev og Vojens - måtte kunne tære på humøret, men han bevarede modet og satte al sin kraft ind for den smukke kone med de dejlige sorte øjne, og de levedygtige, godt begavede børn. Han mødte på arbejde med velbørstet uniform og de blankpudsede støvler og havde et godt forhold til sine kolleger.

De fik nok af og til lidt rigeligt af flasken, men arbejdet blev passet. En dag skulle farfar aflevere en rapport til sin afløser gående ud på, at en ældre dame havde glemt sin paraply i toget. Det kom der følgende humørfyldte digt ud af:

Mein lieber Co (manden hed Cowalefski)
sei so
gut und gebe
einer alten Hebe
die in Stüding ausgestiegen,
aber, bitte, ganz verschwiegen
diesen Parapluie zurück.

Wünsche Dir auch viel Glück: (en lille drikkeskilling)
Sollt den Schirm sie nicht erlangen
braucht Dich darob nicht zu bangen,
denn Morgen komme ich ja wieder
und dann legen wir die Sache nieder,
drinnen auf dem Fundblüro.
Nun, Varwell mein lieber Co.

Begge min fars forældre var poetiske mennesker, fuld af humor. Endnu på deres gamle dage kunne de fremsige lange digte i fællesskab. Farmor læste mange bøger, mest kærlighedsromaner. Da hun blev ældre, blev bogen med drømmetydning konsulteret hver morgen.

Nu må jeg gå tilbage til Damager, for det var der min mor og far lærte hinanden at kende. Far havde jo bevaret venskabet med gartneren, og min mor kom til Damager i sommeren 1906 (mener jeg) med sin frue fra København — Oberstinde Røgind - en søster til landdagsmand Julius Nielsen. Det blev til venskab mellem min mor og far, og næste sommer besluttede mor at blive på Damager som stuepige. Omkring 1909 blev farfar forflyttet til Flensborg, og min far, som da var udlært maskinarbejder, begyndte at læse til maskinmester pa Flensborg Maskinistskole. Familien fik først en lejlighed i Angelburgerstrasse, men flyttede senere til Kappelerstrasse 26, som blev deres bopæl i mange år.

I 1910 var min far færdig med studierne og havde fået sin maskinmestereksamen. Far og mor blev ringforlovet og rejste til København for at min mor kunne forestille sin tilkommence mand for forældrene. Far sejlede derefter som maskinassistent ved Hamburg-Amerika-Linien indtil 1911, derefter med Hansa-Bremen-Linien til 1. verdenskrig brød ud.

Mine forældre blev gift d. 29. maj 1912. Brylluppet blev holdt i Flensborg, og i Hamburg havde de indrettet en lejlighed. Mange hvedebrødsdage blev det ikke til, for min far blev straks kaldt til tjeneste og sejlede ud et helt år jorden rundt. Mor havde i nogle år haft en udmærket plads som stuepige hos en hattemager Cohn, og da hendes herskab savnede hende meget, gik hun igen i arbejde og fik tjent nogle penge. Min fars økonomi var dårlig. Han skyldte i skat og hos skrædderen for den fine, nye uniform, og møblerne var ikke betalt, da farfar, som navde modtaget penge fra min far til dette formål, havde brugt pengene selv. Altså gik min mor igang med at få styr pa økonomien. Det var hun god til, og det lykkedes da også.

Efter 2 jordomsejlinger kom min far hjem 1 januar 1914, men rejste så ud igen. Det blev hans sidste langtur, for da krigen brød ud 1. september 1914, lå min far med sit skib i Alexandria. Han kom med en tysk troppetransport til Piræus i Grækenland og derefter gennem Europa til Kiel, vor han blev mønstret som marinesoldat i den tyske marine. Min mor, som var gravid, var på det tidspunkt i København hos forældrene, og de insisterede på, at hun blev der, indtil fødslen var overstået, hvilket skete 9. oktober, min fødselsdato. Jeg blev døbt i Apostelkirken 3 uger efter, og mor rejste så tilbage til lejligheden i Hamborg.

Min far var stationeret i Heiligenhafen på Nordkysten ved de tyske U-både og havde altså ikke så langt til Hamborg ved orlov. Han kom heidigvis ikke ud med U-bådene, men havde vagttjeneste i havn. Først blev de ugifte udpeget, derefter de gifte uden børn, derefter med 1 barn o.s.v. Da mine forældre i 1916 fik endnu et barn, slap min far derfor for en farlig post.

I 1918 da krigen endelig var forbi, forenedes min mor og far atter i Hamborg. Det havde været drøje år for min mor med at skaffe mad til 2 børn og sig selv. De forsøgte at få rejsetilladelse til Danmark og havde håbet at kunne rejse til julen 1918, men formaliteterne med papirerne tog så lang tid, at de først kom afsted påsken 1919. Efter den svære tid med mangel på mad og brændsel, lysnede det endelig, og de blev modtaget med åbne arme i København hos mors forældre. Det fortælles, at da jeg på turen ned gennem Istedgade fra Hovedbanegarden så et vindue fyldt med æg, slog jeg henderne sammen og råbte: "Eier, Eier". Så mange havde jeg endnu ikke set.

Mine morforældre boede i Oehlenschlaégersgade. Da bedstemor så mine forældre, hvor afmagrede de var, gik hun ud i køkkenet og græd. Min søster og jeg var ved bedre huld, for vores forældre havde naturligvis først sørget for mad til os børn. Rejsen havde også været lang og besværlig. De tyske toldmyndigheder havde været meget grundige ved eftersynet. Mor havde måttet klæde sig selv og os 2 børn af til skindet. Vores far havde ved grænsen vekslet 200 Mark til danske penge - det var deres rørlige formue. Han fik 26 danske kroner for hver 100 Mark - altsa havde de 52 kr. på lommen. I Hamborg stod deres lille hjem, men det var også alt hvad de havde nået i løbet af de 6 år de havde været gift. Men trods alt havde de livet i behold og var endnu unge.

Bedstemor vidste ikke alt det gode hun skulle sætte på bordet. Hun var en dygtig kokkepige, og mad var der ingen mangel på i Danmark. Besøget udviklede sig til at blive permanent, idet min far fik arbejde ret omgående på Carlsberg Bryggerierne, først som maskinarbejder og i løbet af 3 måneder som reservemaskinmester ved kraftcentralen. Dermed begyndte han en ansættelse, som varede ved til han blev pensioneret ved 60-års alderen på grund af sygdom.

Mor tog til Hamborg, pakkede hjemmet og fik det sendt til København. I løbet af sommeren kom 2 af min fars brødre også til København fra Flensborg, Adolf og Eduard. De fik begge arbejde som maskinarbejdere på Titan. Også dem blev der skaffet husly til hos mine bedsteforældre, så det blev en stor husholdning. Bedstemor lavede mad, og min mor stod for økonomi, indkøb, vask m.m.

Ved afstemningen i 1920 var de 3 brødre i Sønderjylland og stemte dansk, men desværre kom Flensborg jo ikke til Danmark. Min far måtte søge dansk indfødsret, da han var født syd for grænsen. Den fik han meget hurtigt. De 2 brødre, som var født i Haderslev, kunne optere for Danmark. Senere kom søster Christine (Tiete) også herover, så søskendeflokken blev altså delt med 4 i Danmark og de 6 i Tyskland.

Boligsituationen i Danmark var alvorlig i disse år, men endelig lykkedes det dog mine forældre at få en lejlighed i Vanløse. Efter at have købt byggegrund på Alstedvej i Husum, byggede de hus på grunden. Huset blev kaldt "Villa "Flensborg".

Min far var et flittigt menneske. Hans skiftende vagter som maskinmester på Carlsberg gjorde, at han ofte havde dagtimer til rådighed til huset og haven, som blev holdt mønsterværdigt med stor køkkenhave, frugtbuske og frugttræer. Mange penge blev sparet ved at han selv kunne fremstille mange ting: havemøbler, trillebør, lamper, gardinstænger af kobber med drejede knopper. Han stod om sommeren op klokken 4 om morgenen, og hans energi og snilde var beundringsværdig.

I 1927 havde vi den store sorg at miste min søster Ingrid. 11 år gammel omkom hun ved en drukneulykke i Flensborg fjord under et ferieophold. Dette var et hårdt slag for hele familien, for min søster var et usædvanligt barn, fuld af liv, dertil intelligent og næsten mere dreng end pige, så hun var altid hos min far i haven. Hun var hele familiens yndling, gik ind i folk med træsko, vores "Krølle".

De første år efter husbyggeriet havde været strenge økonomisk. Mine forældre havde jo måttet begynde på bar grund efter krigen, men efterhånden bedredes forholdene. Far fik en god løn og tantieme fra Carlsberg, og mor forstod at få noget ud af pengene. I de år blev der råd til nye møbler og noget i skuffer og skabe. I 1937 fejrede de deres sølvbryllup - en dejlig fest for hele familien.

Min tilslutning til spejderbevægelsen gav stødet til, at mine forældre kom ind i menigheden i Husum sogn, og gennem alle de år min far levede, stod huset på Alstedvej åbent for bibelkredsenes juleafslutninger. Mor var selv en dygtig husmoder, men stærk var hun ikke efter flere operationer. Til gengæld havde de råd til rengøringshjælp i det store hus. Hjælp til vask og strygning havde de også, og min far var meget huslig og kunne lave bedre mad end mor. Han forkælede hende med morgenbakke, inden han tog afsted til arbejde. Det var et meget lykkeligt ægteskab, og da far døde d. 1. august 1949 af cancer, var det svært for mor at leve alene. Et meget lykkeligt samliv var hermed afsluttet, men tilbage står minder om mine forældres kærlighed til hinanden i onde og gode dage igennem 37 år.

Om min mor - Anna Kristine Jonas

Mor blev født d. 23/4 1885 i København.

Faderen
Niels Nielsen, f. 14/8 1844 i Kisserup, Død d. 8/12 1932
(hans far: Niels Hansen).

Moderen
Ane Marie Catrine Gjeding f. 30/12 1852 i Middelfart. Død d. 20/1 1896.
(hendes far: skomagermester Gjeding, Middelfart).

Min morfar var fra landet. Voksede op i Kisserup, var med i krigen 1864 og arbejdede en tid som kusk på slottet Ledreborg. På et tidspunkt er han taget til København, og jeg ved, at han arbejdede som karl i den hørkræmmerforretning på Frederiksberg, hvor min mormor kom i huset i årene 1871-72.

Det var gået hende sådan, at hun var blevet gravid med en svend hos faderen, skomagermesteren, men hun blev svigtet af barnefaderen, som forsvandt til Amerika, og siden har ingen hørt fra ham. På den tid var det jo en frygtelig skam for en pige af agtværdige borgere i en lille købstad at få et barn udenfor ægteskab, så da barnet var født, rejste hun til København til en faster (?), som havde en hørkræmmerforretning.

Den lille pige hun fødte 28/3 1871 fik navnet Frisette Gjeding, blev hos bedsteforældrene i Middelfart de første 4 år af sit liv. Efter giftermålet mellem mine bedsteforeldre kom Frisette (Sette) til København.

Tiderne var fattige. Det blev til en lille lejlighed på Vesterbro i Saxogade, først i baghuset, senere i forhuset. Der var perioder med arbejdsløshed, og efterhånden voksede børneflokken til 4 foruden Frisette. Jeg har hørt tale om to børnedødsfald foruden de 4 levende. Det var småt, min mormor forsøgte at tjene lidt ved at vaske for en bager. Det foregik i køkkenet. For det færdige vasketøj fik de brød. Af og til måtte bedstefar ud på isen på Øresund og stange ål, som blev solgt. Huset var holdt pænt og propert. Man satte en ære i ikke at skylde noget, men ofte blev det til rugbrød og fedt.

Det hårde slid, de mange fødsler og den dårlige kost bevirkede, at mormor fik tuberkulose og døde 44 år gammel. Min mor var da 10 år gammel, og morfar stod tilbage med 4 børn i hjemmet, den yngste 4 år. Sette, som havde været ude som tjenestepige, kom hjem og styrede huset for morfar i 2 år. Det blev en streng tid for min mor. Hendes far var knuget af sorgen, og lægen forbød ham at arbejde længere på Cichoriefabrikken på Værnedamsvej, hvis ikke han "ville gå samme vej som hustruen". Igen en kamp om at få arbejde.

En sorg til skulle han igennem. Den 14-årige Adolf, som arbejdede som bybud, blev kørt ned af en hestesporvogn på Vesterbrogade og døde på Kommunehospitalet efter svære lidelser en måned efter moderens død. Hertil kom, at Sette ikke kunne udfylde moderens plads i hjemmet. Den kærlige omsorg manglede, nu blev der streng justits. Min mor skulle gå med et forklæde 1 uge i skolen og 1 uge derhjemme. Hun havde været vant til fine, stivede forklæder, men nu blev de knapt strøget. Hendes smukke hår, som moderen havde redt i slangekrøller hver morgen, blev flettet. Mors lærerinde på skolen løste fletningen op igen og snoede krøllerne, men flettede igen håret, når hun skulle hjem.

Fra skolens side har der nok været sympati for det hårdt ramte hjem, og en af lærerne sørgede for, at min mor kom på ferieophold hos nogle flinke gårdmandsfolk højt oppe i Jylland ved Humlum/Struer. Her tilbragte hun hver sommer, så længe hun gik i skole. Fik her god mad og frisk luft sammen med familiens 3 børn. Det blev til venskab, som varede hele livet. Det var troende, stærkt indremissionsske folk. Her blev bedt bordbøn og holdt andagt, hvilket min mor ikke havde været vant til i sit hjem. Det blev til gode somre, som min mor altid tænkte tilbage på med stor taknemlighed.

Da morfar havde været enkemand i 2 år, giftede han sig med Johanne, en veninde til mormor. På dødslejet havde mormor bedt ham om det. - Nu begyndte en anden tid. Sette kom igen i gang med arbejde for fremmede, og hendes strenge regime blev afløst af en kærlig stedmor. Hun var svensk af fødsel, men havde i mange år tjent som kokkepige hos forskellige herskaber i København. Hun var dygtig og sparsommelig, havde sparet lidt penge sammen og stabiliserede økonomien for familien. De flyttede fra Saxogade til Oehlenschlægersgade 45 i en 5 + værelsers lejlighed, hvor de lejede det ene værelse ud. Morfar fik arbejde ved kommunen som gartner. Han gik i Aborreparken (nu H.C. Ørstedsparken), blev efterhånden fastansat.

Da min mor var ret skrøbelig, gik hun et år mere i skole end normalt. Dette år blev hun undervist i tysk, hvilket hun senere skulle få brug for. Efter skolen lærte hun hattesyning. Hun var fiks på fingrene, var også et år i Humlum, hvor hun syede for en hjemmesyerske.

Tilbage igen i København fik hun en formiddagsplads hos oberstinde Røgind på Carl Bernhardsvej. Fru Røgind rejste hvert år om sommeren til Haderslev, hvor hendes bror, den danske landdagsmand Julius Nielsen boede på Damager. Min mor rejste med og hjalp til som stuepige. Her lærte hun min far at kende, som i mange år havde haft sin gang på Damager. Her blev udelukkende talt dansk, og efter 2 somre blev mor på Damager som en meget værdsat stuepige. Her var 22 værelser, så der var nok at gøre. De var 2 stuepiger, 1 kokkepige og gartner.

Omkring 1908 flyttede fars familie til Flensborg, hvortil farfar var blevet forflyttet. Mor fik plads hos guldsmed Lassen på Storegade i Flensborg, men hun indså snart, at hun ikke kunne få sparet noget op, da hun ustandselig blev anmodet om lån til fars familie. Farmor sendte med jævne mellemrum en af fars yngre brødre hen til mor efter penge. Min far havde begyndt uddannelse som maskinist på maskinistskolen i Flensborg. Mor søgte derfor til Hamborg, hvor hun fik en udmærket plads hos en hattemager Cohn. Her havde hun gode forhold, fik god løn, og arbejdet var vel tilrettelagt for både stue- og kokkepige. 2 af fars søstre, Mathilde og Tiete, opholdt sig også i Hamborg, så hun var ikke helt alene. I 1910 blev min far færdig med uddannelsen, de forlovede sig og rejste til København for at besøge min mors hjem.

Far rejste på langfart med Hamborg-Amerika linien og nåede 2 gange at have været jorden rundt. I maj 1912 blev de gift i Flensborg. En lejlighed havde de etableret i Hamborg i Hufnerstrasse, Altona, men far blev straks igen beordret på langfart. Min mor gik igen i gang i arbejde hos sit gamle herskab, som havde været utilfredse med mors afløser, og hun blev modtaget med kyshand, dygtig og pålidelig som hun var. Det lykkedes hende at få økonomien på fode og få samlet et pænt hjem.

I januar 1914 var min far hjemme på orlov, men rejste så igen på langfart. Mor opgav stillingen, da hun var gravid, og i sommeren 1914 rejste hun på besøg i København. Da krigen brød ud i september, bad hendes forældre hende om at blive hos dem, til fødslen var overstået, hvilket skete d. 9. oktober. Det havde varet 3 uger før min mor fik brev fra far om, at han var i neutral havn (Alexandria), og at hun ikke skulle bekymre sig. Et par dage efter fik hun meddelelse om, at far var i Kiel som tysk marinesoldat. Jeg blev døbt 3 uger gammel her i København i Apostelkirken, og mor rejste så til Hamborg.

Far blev stationeret ved marinestationen i Heiligenhafen ved undervandsbådene, og en tid boede mor også der på sommerophold. I maj 1916 blev min søster Ingrid født. Det var en hård tid for min mor med 2 små børn, og efterhånden som krigen trak ud, blev der mangel på såvel mad som brændsel. Fra København sendte de pakker, men mor måtte bede dem lade være med at sende mere, for myndighederne kom bagefter og forlangte rationeringsmærker retur, og hun havde naturligvis delt pakkerne med sine naboer, så bagefter var hun værre stillet.

Endelig i november 1918 sluttede krigen og far kom hjem. Om deres rejse til København foråret 1919 har jeg berettet under fars liv. Jeg har fortalt om de lykkelige år de havde på Alstedvej. Min fars dygtighed og energi sammen med min mors sparsommelighed og evne til at skabe et hyggeligt hjem gik op i en højere enhed. Far den stærke, mor den svage, hun forstod at dæmpe hans temperament, og meget godt har hun gjort mod andre der manglede, på sin stille og taktfulde måde. Sommetider blev hun udnyttet af fars familie, men hun fulgte det ord: det er bedre at give end tage.

I 14 år levede hun som enke, optaget af at være noget for mig og mine børn. Mange bønner har hun bedt for os og vores fremtid, og Gud har hørt dem. De sidste 2 år hun levede skred en senilitet fremad, og hun døde stille d. 10/9 1963, efterladende kun gode minder.