Morfars historie, side 3

Af Ferdinand Jonas

Den 9. Januar 1914 kom jeg hjem til min unge Kone fra en Rejse som havde varet et helt Aar, paa 3 Dage nær; og paa hvilken jeg havde været i alle 5 Verdensdele. Det vilde føre for vidt at tale om denne Tur, det er en "anden Historie" som Rudyard Kipling siger.

Jeg blev afmønstret, og min Kone og jeg var først paa en dejlig Ferietur til mine gamle Svigerforældre i Københavm, hvor vi havde en herlig Tid. Efter Hjemkomsten til Hamborg, hvor jeg selvfølgelig maatte melde mig til tjeneste igen, var jeg saa heldig at komme til at give Gæsteroller, d.v.s., at jeg afløste de Mestre som kom i Havn, saaledes at de kunde faa Ferie. Saadan gik jeg i 3 Maaneder fra det ene Skib til det andet, og det var naturligvis dejlig at komme hjem hver Aften, fremfor at være ude at sejle. Men det gode varer jo sjælden saa længe, som man siger, og den 23. April (lige paa min Kones Fødselsdag) mønstrede jeg om Bord i "Werdenfels". Vi maatte saa sige Farvel til hinanden, en Trøst var det, at vi havde faaet Lov til at være sammen saa længe; og heldigvis anede vi intet om, hvordan alting vilde se ud, inden vi fik hinanden at se igen.

En af de sidste Dage i April forlod vi saa Hamborgs Havn, vi skulde først til Rotterdam og Antwerpen og derfra videre til Østindien. Rejsen forløb normal, og efter ca. 25 Dages Forløb ankrede vi op i Bombays Havn. Efter nogle Dages Ophold sejlede vi videre til Colombo, Madras, Pondicherry og forskellige andre Smaahavne paa Østkysten, indtil vi saa endelig sejlede op af, Gangesfloden og naaede Rejsens Maal, nemlig Kalkutta.

Dengang var Fragtskibsfarten endnu ikke saa forceret som den senere er Blevet, og vi havde rigelig Tid til Baade Kedelrensning, saavel som det store Hovedeftersyn af Maskineriet. Fritiden benyttede vi til at køre rundt i Byen i Rickshaw og se paa det brogede Folkeliv, samt besøge Indernes mange Templer, Abe-Slangetempler o.s.v., og Tilværelsen havde jo godt kunde kaldes noget nær ideel, hvis bare ikke det havde været saa utaalelig varmt.

Jeg husker, at vi en Aften var inviteret i den engelske Club, det var allesamen Rare og flinke Mennesker, vor egen Radiotelegrafist spillede Mandolin og vi sang og svedte i en skøn Forening, lidet anende, at om ganske kort Tid skulde alle, disse venlige Mennesker være at betragte som vore Fjender.

Afskedstimen slaar gerne naar man har det mest rart. Vort Ophold i Kalkutta var tilende og vi sejlede til Rangoon, hvor vi havde Lejlighed til at se et af de største Seværdigheder i hele Østen, nemlig den store Pagode. En Søndag Morgen kørte jeg sammen med flere Kolleger derud. Fra Rangoon kører Sporvognen helt ud til Bjergets Fod. Paa toppen af Bjerget ligger Buddisthernes Tempel og ligner en umaadelig stor forgyldt Kuppel.

Rundt om denne meget store Pagode har velhavende Buddhister saa Bygget en Mængde smaa Pagoder, og saaledes har enhver som har Raad dertil sin egen private Gud. Der var et Mylder af Mennesker tilstede, alle gik de barfoded, Skoene maatte de lade staa ved Bjergets Fod, for Jorden som de Traadte paa, var hellig, og vi Fremmede udviste selvfølgelig den samme Ærbødighed som vi vilde have vist i vor egen Kirke. Der farer en Stentrappe fra Bjergets Fod til Toppen, jeg talte ikke hvor mange Trin der var, men jeg husker, at vi var godt trætte da vi endelig naaede derop.

Der laa saa mange Mennesker hensunket i Bøn. En som havde sin egen Buddah, tog sin Parasol og stak den under armen paa Guden, for at skærme Gudens ansigt for de ubarmhjertige Solstraaler. Desuden saa vi mange store Buddah figurer, en af dem hed den sovende Buddha, en kollosal Marmorfigur vel nok 10 Meterlang. Guden laa saa lang han var, støttet paa den ene Albue som om han sov.

Om Natten var vi saa med til en religiøs Fest, som blev afholdt der paa Pagodebjerget, og denne Fest var det mest forunderlige Skuespil, som jeg nogensinde har været med til. Der blev spillet og danset, men Handlingens gang var det mig umuligt at forstaa, dertil forstod jeg for lidt af Sproget. Festen varede fra Kl.10 om Aftenen til Kl.4 om Morgenen, og da den endelig var til Ende, gik vi trætte om Bord, fyldt med Indiens forunderlige Mystik.

Saa oprandt da langt om længe Dagen, hvor vi maatte sige farvel til det altsammen og tiltræde Hjemrejsen.

Fra Rangoon gik det til Colombo og over det indiske Ocean forbi de tolv Apostle (en Øgruppe, som ligger ved Indsejlingen til Bab el Mandeb Strædet), til Perim. Bab el Mandeb Strædet kaldes for "Taarernes Stræde". At Strædet har dette mærkelige Navn, har sin Grund deri, at Araberne i fordums Tider sejlede deres Slavetransporter fra Afrika over Bab el Mandeb, og det er let nok at tænke sig, at de stakkels Slaver har fældet mange Taarer naar de saa deres Hjemstavn svinde bort i Horisonten, og samtidig tænkte paa den uvisse Fremtid som de gik i Møde.

I Perim fik vi Kul og Vand, og Bestyreren af Kuldepotet, som var Englænder, fortalte os, at der var Krig i Vente. Det var der ingen der rigtig vilde tro paa; det lød altfor usandsynlig. Men efter den varme Tur igennem det røde Hav; som enhver Sømand hellere siger Farvel til end Goddag, kom vi til Suez, hvor vi fik bekræftet, at det trak truende op i Horisonten, og da vi sent om Aftenen var naaet igennem Suez-Kanalen og ankrede op i Port Saids Havn, fik vi Vished for, at det kun var et Spørgsmaal om Timer hvornaar Krigen vilde blive erklæret.

Vi naaede nemlig til Port Said den skæbnesvangre 31. Juli. Vor Radiotelegrafist tog Aftenen igennem de mange traadløse Telegrammer, som blev udsendt fra de forskellige Hovedstæder; ingen af os tænkte paa at gaa til Køjs, og da Klokken endelig blev 24, og Krigen mellem Frankrig, Russland og Tyskland var en Kendsgerning, tør jeg nok sige, at der herskede alt andet end Begejstring.

Nu var vi nødt til at Blive hvor vi var, og afvente hvad der videre vilde ske. Ægypten var neutral og der laa vi jo forsaavidt sikker, sejle kunde vi ikke uden at risikere at blive kapret, enten af Englænderne eller af Franskmændene. I Løbet af et Par Dage samledes der henved en Snes store tyske Handelsdampere i Port Said. Vor Telegrafist lyttede Dagene igennem efter Nyt saa helt afskaaret fra Omverdenen var vi jo ikke. De forskellig Telegrammer var selvfølgelig Tendensiøst farvede, hvor de nu kom fra, men ved at høre dem alle kunde man saa nogenlunde danne sig et Skøn over, hvad der foregik i Verden.

Saadan gik det indtil den 5. August, da England kom med i Krigen. Da kom den engelske Konsul om Bord hos os, sammen med 2 Skotter med opplantet Bajonet og krævede vor Antenne nedtaget. Kaptajnen bøjede sig, omend under Protest, og dermed var vi færdig med at høre Nyt fra den vide Verden.

Der blev ikke udført ret meget Arbejde i de Følgende Uger, Dagene gik med at bade og besøge hinanden gensidig paa de mange Skibe og tale om Situationen. Der fremkom mange Forslag, jeg husker særlig et som Førstestyrmanden fra en stor Lloyd-Damper fremkom med, og som gik ud paa, at sejle det store Skib om Natten et godt Stykke ind i Suez-Kanalen, legge det paa Tværs i Kanalen og sænke det. Derved vilde der saa ske en Standsning af Englændernes Troppe-transporter og Skibsfarten i det hele taget, og der vilde i alt Fald gaa nogen Tid, før de Allierede fik fjernet denne mægtige hindring.

Hvad der blev ud af denne Plan ved jeg ikke, for da vi havde ligget i Port-Said i 18 Dage, fik vi af den tyske Konsul Besked om, at vi skulde sendes hjem til Tyskland allesammen.

Saa blev det bestemt, at vi skulde deles i 3 Hold, og at vi skulde rejse hver for sig med et vist Mellemrum. Hvis Jeg havde vidst paa Forhaand, hvordan denne Rejse vilde forløbe, havde jeg taget alt med af mine egne Ting om bord hvad jeg havde kunnet have haft med, men paa en Rejse helt ud i det Uvisse, hvor man ikke paa Forhaand kunde vide, hvordan den vilde ende, eller om vi overhoved vilde naa Rejsens Maal; fandt jeg det klogest, kun at tage de allernødvendigste Ting med. (Alle de mange tyske Skibe, som laa der i Port-Said blev i 1915 taget af Englænderne, da de annekterede Ægypten, og mine egne sager saa jeg aldrig noget mere til.)

Den 18. August om Aftenen blev Vi saa sat i Land i Port-Said, (de eneste som blev tilbage om Bord var 1. Mesteren og Kaptajnen). Første Hold var allerede rejst et Par Dage i Forvejen, vi var andet Hold, og lad mig sige det med det samme, vi var ogsaa det eneste Hold, som naaede igennem den engelske og franske Blokade. Efter Aar og Dag fik vi først at vide, at det første Hold var taget til Fange af Franskmændene og bragt til Algier, hvor de saa blev sendt ind i Sahara, for at bygge nye Veje. Hvad de stakkels Mennesker har maattet døje der ved at arbejde haardt under Afrikas brændende Sol med Negere som Opsynsmænd, det Kan man godt tænke sig.

Det tredie Hold blev taget til Fange af Englænderne og bragt til Malta. Vor Kaptajn døde der og min 1. Mester, som var en meget svær Mand, skal efter Krigens Afslutning være kommen tilbage som en slank Yngling, saa det ligger jo nær at antage, at han har savnet vort Skibs gode Kødgryder.

Men nu tilbage til det Hold som jeg var med. Om Aftenen, det var allerede ved at blive mørkt, afgik vi med Toget fra Port-Said til Alexandria, da Klokken var henad 23 standsede vi ved en temmelig stor Station og fik Besked om, at det vilde vare nogle Timer inden Toget kørte videre.

Mine Kolleger og jeg gik saa ind ad Byen til og kom til Markedspladsen. Selv om det var langt ud paa Aftenen, kunde man alligevel købe i Boderne, og jeg købte en Snes Æg, som var kogte, og et Brød dertil, saa var jeg dog foreløbig forsynet med Proviant. - I Markedspladsens Midte sad Byens Ældste med korslagte Ben og røg sindig og rolig paa deres Vandpiber. Det Hele saa ud som et Æventyr fra Tusind og een Nat, en Fred og Ro uden Lige Hvilede over Dem Alle, og jeg Kunde ikke lade være med at tænke paa, at der hvor jeg skulde hen stod Verden i Brand.

Men langt om længe startede saa Toget igen, og vi ankom meget tidlig om Morgenen til Alexandria. Derfra gik vi allerede om Eftermiddagen om Bord i en græsk Damper, som skulde sejle til Piræus i Grækenland.

Det var ikke nogen rar Tur, for vi laa paa Jerndæk, og det var gloende varmt om Dagen og temmelig koldt om Natten. Proviant var det kun meget Smaat med der om Bord, og vi var mildest talt hundesulten, da vi efter 3 Døgns Sejlads naaede Piræus Havn. Paa denne Tur saa vi hverken franske eller engelske Krigsskibe.- Jeg husker, at vi den sidste Dag før vi naaede Piræus havde udmalet for hinanden, hvad vi vilde spise, og hvor dejlig vi bagefter skulde sove i en blød Seng, for vi kunde ligesom ikke rigtig forliges med dette Jerndæk.

Maden fik vi, og den var upaaklagelig. Derefter gik vi saa til et fint Hotel og fik hver en dejlig Seng med snehvidt Sengetøj anvist. Nu skulde vi rigtignok til at indhente noget af den forsømte Søvn. Men der blev ingen Bukser af det Skind som man siger. For aldrig saasnart som jeg havde slukket Lyset, vrimlede Væggedyrene frem, og for at gøre en lang Historie kort, saa fik jeg ingen Fornøjelse af min gode Seng, men begyndte saa smaat at længes efter the Haarde Jerndæk, vor jeg dog havde været fri for disse Blodsugere.

Men alting tager en Ende og det gjorde denne Nat ogsaa, Den næste Dag skulde vi saa give Møde paa det tyske Konsulat og allerede om Eftermiddagen sendte han os ombord i en græsk Kystdamper, som skulde bringe os til Brindisi i Italien. Vi fik saaledes ikke ret megen Lejlighed til at se os om i Piræus, endsige komme til Athen, skønt de to Byer ligger omtrent ved Siden af hinanden, det hastede aabenbart med at faa os hjem.

Vor rejse gik igennem kanalen af Korint. Allerede i oldtiden paabegyndte man bygning af denne Kanal, fordi man indaaa Fordelen ved at kunde sejle igennem den smalle Landtange som forbinder det nordlige Grækenland med Peloponnes, men man naaede ikke ret langt med Hammer og Mejsel, og bedre Værktøj havde man ikke. Først i 1857, saa vidt jeg husker, blev Kanalen færdigbygget og indviet. Den er ret smal og paa sine Steder rager stejle Skrænter op til begge sider, og det ser ud, som on det hele er ved at falde ned i hovedet paa en. Naar man er igennem Kanalen, har man saa den ældgamle By Korint liggende paa sin venstre Side, og jeg tænkte uvilkaarlig paa den første Kristne Menighed, som levede der, da Apostelen Paulus skrev sine Breve til dem. Mange, mange Aarhundreder var gaaet siden dengang, og store Riger var kommet og var gaaet under igen siden da.

Men Guds rige bestod den Dag idag, trods alle andre omskiftelser og det vil bestaa evendelig, hvad der end vil være tilbage, naar denne Kamp engang er Kæmpet tilende, som vi befinder os midt inde i for tiden.

Da vi kom ud af Korintherbugten og ind i det joniske Hav, saa vi en hel Del franske krigskibe, som var ved at tage Kul ind fra store Fragtdampere og vi fik vist nok allesammen Fornenmelsen af, at nu var Tampen ved at brænde, for ombord i vort lille Skib var vi vel en 150 Mand som alle skulde til Tyskland, og hvis Franskmændene kom ombord, var vi jo Krigsfanger. Og jeg tror nok at hvis vi endelig skulde tages til Fange, saa vilde vi foretrække engelsk Fangenskab frem for fransk Fangenskab, eftersom at Englænderne er mere kølige og knap saa iltre som Franskmændene.

Vi blev jo hurtig observeret af Franskmændene og en stor Krydser holdt ned paa os, men vor græske Kaptajn saluterede nok saa nydeligt med Flaget, og Orlogsmanden besvarede vor Hilsen. Efter at have haft os i Kikkerten i nogen Tid holdt han af igen, og vi fortaatte uantastet vor Rejse forbi Korfu og andre smaa Øer til Brindisi. Italien var dengang endnu neutral, og vi kørte med Hurtigtog lige fra dens Støvlehæl til den daværende østrigske Grænsestation Ala.

Rejsen fra Brindisi til Ancona var en Oplevelse, paa den ene Side det blaa Adriaterhav og paa den anden Apeninnernes Bjergkæde. Ved Ancona drejer Jernbanen ind i Landet og over Bologna og Milano, for at nævne de største Byer, gik det saa imod den østrigske Grænse. Da vi kom til Ala, vidste de venlige Tirolere og Østrigere ikke alt det gode som de skulde gøre for os, og en Smule Venlighed var vi i Sandhed glad for, da Rejsen indtil da ikke havde været det bare Sjov, for at bruge et mildt Udtryk.

Var Rejsen gaaet hurtig igennem Italien, saa blev det sidste Stykke Vej til vor Bestemmelsessted en meget langsommelig Historie, for hele Landet var jo i Virkligheden paa Marsch, og der var ikke til at komme frem for Militær-transporter og alt hvad dertil hører. Langsomt sneglede vi os frem igenmem Tirol og Østrig, igennem Brennerpasset kom vi over Alperne, og ved Kufstein ind i Bayern. En vidunderlig Tur var det igennem Alperne, en Tur, som man aldrig glemmer og som man vilde have nydt endnu mere, hvis Rejsens Aarsag ikke havde været den, at man skulde være Soldat og uden at sige for meget Soldat for en Sag, hvor Hjertet ikke var med.

Men Rejsen gik videre over Munchen og Hannover til Hamborg og tilsidst til kiel, hvor jeg skulde stille til Tjeneste.

Mik Kone og boede dengang i Hamborg, og da vor Transport endelig naaede dertil var vi en hel Del, som Simpelthen stak af, vi vilde først hjem engang og se hvordan der saa ud i Hjemmet. Men min Kone var ikke hjemme, og af Naboerne fik jeg at vide, at hun var i København hos hendes Forældre. Jeg blev baade bedrøvet og glad. Bedrøvet, fordi jeg ikke fik hende at se, og glad ved at vide hende sikker og velforvaret i kære gamle Danmark.

Da jeg kom tilbage til Banegaarden, fandt vi Efternølere hinanden og saa tog vi den sidste Etape til Kiel. Vi ankom der Kl. 2 om Natten og sov paa Gulvet i ventesalen til det blev Dag. Samme Dags Aften var jeg saa i Kejserens Klæder og godt var det, at jeg dengang ikke anede, at jeg skulde gaa i det i mere end de kommende fire Aar.

Kort efterskrift af en efterkommer.