Et tidsbillede fra Morfar

Af Ferdinand Jonas
skrevet ca. 1948

Ja, i Sandhed, Kunsten er lang, og Livet er kort. Denne Bog skal ikke være nogen Roman, eller en Rejseveskrivelse, men ganske enkelt en Beretning om, hvordan Livet har formet sig for mit Vedkommende. Den gør ej heller Krav paa, at være skrevet af en Forfatter, men af en Mand, som ikke har haft saa forfærdelig meget med Pennen at gøre. Istedetfor har jeg lige fra min Ungdom lyttet til Maskinernes Sang, tilbragt 12 Aar paa Søen, døjet Vinterens isnende Kulde i Nord-Atlantens hylende Storme, samt Tropernes kvælende Hede.

Jeg ved ikke saa forfærdeligt meget om mine Forfædre; de har ikke efterladt sig meget skriftligt, og jeg ved heller ikke, hvor megen Tid der er igen, det ved kun Han, som raader for os Alle, og i hvis Hænder vi er! Derfor har jeg ment, at det kunde vere interessant for Efterslægten, at faa lidt at vide om Slægtens Forhold, saa vidt som jeg kender til dem.

Folk læser Romaner, men Livet i sig selv er en Roman, og det kan undertiden forme sig lige saa spændende, som den mest fantastiske Roman.

    Din
        Morfar.

3. September 1887.

Vi befinder os i et lille Ledvogterhus, som ligger tæt op ad Jernbanen, paa Strækningen fra Flensborg til Slesvig. Huset rummer et ungt og lykkeligt Par, som har været gift i omtrent et Aar og nu er Tiden inde, at den unge Kone skal føde sit første Barn. Hun ligger i den brede Ægteseng, og Manden, som er styrtet hjem fra sit Arbejde, faar Lov til at vente i den anden Stue, til Tidens Fylde er inde. Han er kun i Vejen i Øjeblikket, Kvinden maa alene bære Smerterne, saadan som det har været fra Evas Tid og som det vil blive ved at være, saa længe der er Mennesker paa Jorden. Ære være vore Mødre og Hustruer!

Da den unge Far endelig fik Lov til at komme ind og se sin førstefødte Søn, som vejede 12 Pund, sagde hans lille Kone til ham: "Det kan jeg altsaa ikke holde engang mere til!" "Nej" svarede han, "det skal Du heller ikke, min Pige". Men ikke destomindre fik de 10 Børn i deres Ægteskab, hvilket bekræfter Sandheden i det gamle Ord, at Loven er ærlig, men Holden besværlig! Saadan gik det til, da jeg kom til Verden.

Min Far var dengang Jernbanearbejder og min Mor Ledvogterske. Lønnen var meget, meget lille. For at naa lidt højere paa Rangstigen, ansøgte min Far om at komme til det kørende Personale, for der var Udsigterne for hans Fremtid dog noget lysere. Hans Ansøgning blev bevilget, og han blev saa forflyttet fra Frørupfeld til Flensborg. Indtil Aaret 1894 boede vi saa der, hvorefter Far blev forflyttet til Haderslev. Da vi kom dertil, var jeg bleven saa gammel, at jeg skulde til at gaa i Skole, og vi var efterhaanden fire Søskende. Et nyt Afsnit af Livet var begyndt.

Det vil være nødvendigt, at præsentere de tre Lærere som var Gl. Haderslev skolens Pryd, og samtidig Børnenes Skræk. Først Overlærer Kær, hvis Yndlingsudtryk var, at vi blev nok nødt til at springe over Klingen, hvilket oversat til almindelig Sprog betød, en Omgang Klø.

Den næste i Trekløveret var Lærer Katt. Han svarede godt nok til sit Navn, han kunde være saa kattevenlig og paa den anden Side grusom i sine Afstraffelser.

Den tredie var Læerer Vilsen og var den mest sympatiske af hele Triumfiratet. Vi kaldte ham aldrig andet end Papa, for tre af hans Børn gik der i Skole, og de raabte altid paa Papa, og hos Papa begyndte jeg min Skolegang.

Jeg indrømmer, det er en skrap Karakteristik af vore Lærere, til syvende og sidst var de vel ikke værre, end andre Lærere var dengang. Opdragelsen var dengang noget mere haardhændet end den er nu. Man har vel tænkt som saa, naar vi senere skulde være Soldater, saa var det ikke for tidligt, at banke Trit, Kæft og Retning ind i os, saa tidlig og saa eftertrykkeligt som muligt. Spanskrøret var i Brug tidlig og silde hver eneste Dag, og hvis man bare var en lille Smule heldig, fik man Klø hver eneste Dag.

Det siger sig selv, at en saadan Opdragelsesmethode skulde give Bagslag. Vi Drenge var derfor ogsaa tilsidst saa forhærdede og stædige, kort sagt, revnende ligeglade med det hele. Trods disse umulige Forhold var jeg mærkværdigvis besjælet af en umattelig Kundskabstørst og en meget udpreget Ærgerrighed. Jeg læste alt hvad jeg overhoved kunde faa fat i, (udenfor Skolens Pensum), og det endte da ogsaa med, at jeg var langt forud for mine jævnaldrende Skolekammerater, og allerede med ti Aar kom ind i den øverste Klasse.

Da jeg var tolv Aar, sad jeg øverst i Skolen og der blev jeg siddende til min Komfirmation, det vil sige, at de sidste to Skoleaar terpede jeg det samme Stof. Mine Lærere var meget opsat paa, at jeg skulde paa Gymnasium, (det var en Skam, som de sagde, at mine gode Evner skulde spildes), men det strandede paa de anspændte økonomiske Forhold derhjemme.

Ja, det var et kort Resume af Skoletiden.

Palmesøndag 1902 blev jeg konfirmeret i Gl. Haderslev Kirke, Og den 1. April kom jeg i Lære ved P.J. Petersens Maskinfabrik paa Naffet i Haderslev. Et Afsnit var tilende, et nyt begyndt. Barndommens glade og sorgløse Tid, (som slet ikke var saa glad og sorgløs, som den gerne skulde have været,) var tilende, og Livet, det rige Liv, med alle sine Glæder og Skuffelser, med Møje og Besvær bankede paa Døren.

Min Far havde spurgt mig, om jeg havde Lyst til at blive Maskinarbejder og det vilde jeg gerne, men hvad ved en 14 Aars Dreng om, hvad det er, han siger ja til, for i den Alder savner man jo enhver Forudsætning for at kunde overse, hvad det er man gaar ind til. Men et Haandværk skulde jeg lære, og saa sprang jeg ind i det, og mødte med rent Halm i Træeskoene, som man siger.

Jeg fik en ret alsidig Uddannelse paa Fabriken. Der var Jernstøberi og Maskinfabrik, og der produceredes baade Støbegods til alle mulige Formaal, samt Dampmaskiner. Min Start begyndte i Jernstøberiet. Jeg lærte hvordan Højovnen blev tændt, Jernet blev smeltet, (de forskellige Blandinger af Jern), var med til at forme og støbe og dermed gik det første Læreaar. Saa kom jeg ind i Maskinfabriken. Det tager mere Tid at lære og file, hamre, mejsle, bore, høvle og saa videre, end det tager, at fortælle derom. Et Aar var jeg i Smedien, et Aar stod jeg ved Skruestikken og et Aar ved Drejebænken og saa var den nybagte Svend færdig.

Arbejdstiden var lang dengang, nemlig ti og enhalv Time. Op Kl. 5 om Morgenen og hjem Kl. 6 om Aftenen, og saa kunde man lige naa at spise lidt, førend man Hals over Hoved maatte styrte afsted, for at naa til Undervisning i Teknisk Skole, som begyndte Kl. ½ 8.

Det siger sig selv, at vi altid var trætte, unge Mennesker i Opvæksten, som vi var. Men en skønne Dag var Maalet naaet og den 1. April 1906 fik jeg mine Svendepapirer og kunde rejse hvorhen jeg vilde. Desværre skete der det lige før Jul i mit sidste Læreaar, at jeg fik en meget svær Lungebetændelse og i Forbindelse dermed en Aarebetændelse, som nær havde bevirket, at jeg ikke kunde fortsætte med mit Haandværk. Jeg laa 22 Uger i Sengen, og var ikke ret meget værd, da det hele var overstaaet, men jeg gik trods Lægens Forbud igang igen, og da jeg havde arbejdet i 6 Uger paa Jernbaneværkstedet i Haderslev, følte jeg mig stærk nok til at rejse hjemmefra og ud i Livet.

Men inden jeg forlader Reden, maa jeg hellere fortælle lidt om Hjemmet. Da mine Forældre kom til Haderslev, boede vi et Par Aar paa Simmerstedtvej hos "Tullefar", Hvorfor Manden havde faaet det Navn ved jeg ikke, men saadan kaldtes han nu engang, og der blev min Søster Christine født og ogsaa døbt.

Denne Daabsdag vil jeg aldrig glemme. Hun blev døbt i Hjemmet, og efter Daaben var det saa Skik og Brug, at de tilstedeværende skulde have en Kaffepunch. Nysgerrig, som Børn er, stod jeg og saa paa, hvordan det foregik. Koppen halv fuld af Kaffe, et Par Skefulde Sukker i og saa fyld efter med den store Karaffel. Da Daabsgæsterne havde faaet saadan et Par Punche, gik de en Tur i Haven og jeg var ikke sen til at abe dem efter. Jeg fik rørt en Kaffepunch sammen, men da Jeg skulde til at drikke den, hørte jeg Selskabet komme tilbage, og saa maatte jeg rigtignok skynde mig med at svælge det Hele ned paa engang. Det varede kun et Øjeblik, saa brændte det jo som Ild i min lille Barnlige Mave, og min gode Mor kunde ikke forstaa, at jeg pludselig var bleven saa syg. Jeg var kureret for at drikke flere Kaffepunche.

Efternaanden havde Far og Mor faaet 5 Børn og det var dengang som nu, børnerige Familier var en Torn i Øjet paa Husværten. Derfor var det næsten noget nær den store Gevinst, at min Far fik Tilbud om at komme til at bo i Bomhuset. Mor passede saa Jernbanebommene, og vi havde et helt Hus for os selv at bo i. Ingen Vrøvl med Husværten mere, og vi Børn kunde tumle os, saa galt vi vilde. I dette Hus kom saa de sidste 5 af mine Søskende til Verden.

Fra mit niende Aar og til min Komfirmation var jeg Bydreng hos Fru Nielsen paa Damager, en Bestilling, der indbragte 30 Øre om Ugen, imod at jeg hver Eftermiddag besørgede alle Fruens Byærinder. Jeg fik ikke samlet mig nogen Formue dengang, saa meget tør jeg nok antyde!

Men Gartner Jørgensen paa Damager var min gode Ven, og det Venskab holdt lige saalænge vi kendte hinanden.

Hos ham var jeg tidlig og silde. De første Jordbær fik jeg altid og ikke Herskabet, og naar jeg skulde Købe en Snes æg til Mor, saa var den altid billig og der var gerne et Par Æg mere, end der skulde være, og vi trængte til det, for vi var meget fattig.

Naar man tager i Betragtning, at vi efterhaanden var ti Børn og min Fars Aarsindtægt beløb sig til ikke mere end 1300 Mark, saa kan man nemt lave det lille Regnestykke, at der var 100 Mark om Aaret til at føde og klæde hvert Barn for, og saa blev der 150 Mark til Rest til Far og Mor. Man kan faktisk ikke forstaa, hvordan det overhoved har varet muligt, at faa det Hele til at løbe rundt. Det var haarde Vilkaar at leve under! Far og Mors Liv har ikke været nogen Dans paa Roser, det kan man godt fastslaa.

Men tilbage til Damager. Der boede en god dansk Mand, Julius Nielsen (Se også Vojens billeder). Han var Grosserer i Tømmer og Smør, og en hovedrig Mand. Samtidig var han Danskernes Repræsentant i den tyske Rigsdag. Han var en meget velgørende Mand. Da min Læretid omtrent var tilende, tilbød han mig, at bekoste min Uddannelse til Ingeniør. Jeg takkede selvfølgelig mange Gange, men jeg turde ikke modtage Tilbudet, fordi jeg ikke kunde udholde den Tanke, at jeg skulde komme i en saa stor Gæld til ham, og saa tilsidst maaske skulde dumpe til Eksamen, og saa havde han spildt alle sine Penge forgæves. Saa vilde jeg hellere forsøge selv at bane mig en Vej, for egen Regning og Risiko.

Imidlertid var min Læretid gaaet tilende og jeg var Rekonvalecent efter min lange Sygdom. Forbindelsen med Damager og Gartner Jørgensen var den samme, som den havde været igennem mange Aar. Saa forlød det en Dag, at Julius Nielsens Søster, Fru Oberstinde Røgind, som var bosiddende i København, skulde komme til Haderslev og hun skulde have sin unge Pige med. Det var rigtignok Nyheder, (der skete jo ikke noget videre til daglig).

Vi var meget spændt paa, hvordan de Københavnere vel saa ud, og om vi vel kunde forstaa dem, for Sønderjysk er jo noget andet end Københavnersproget.

Endelig oprandt Ankomstdagen. De to meget ventede Damer, (navnlig den yngre), skulde forbi vort Bomhus og jeg stod bag Gardinerne i min Mors Stue og saa dem komme. Den lille, meget aristokratiske Fru Oberstinde, og ved hendes Side den nydeligste unge Dame, jeg endnu havde set. Jeg tabte mit Hjerte paa staaende Fod! Veni, vidi, vici, som Cæsar sagde, efter Sejren over Pontus, hun kom, hun saa, hun sejrede, (senere blev Sejrherren selv hildet i Garnet!)

For at holde mig til Sandheden, maa jeg sige, at jeg var bly og bange. Jeg var knap 19 Aar gammel, og mine Erfaringer med Hensyn til det saakaldte svage Køn var meget smaa. Ikke detto mindre gik der ikke saa forfærdelig lang Tid, førend vi begge var paa det rene med, at vi elskede hinanden og at vi vilde leve Livet sammen. Men der var lange Udsigter inden vi kunde naa dette Maal. Dels var vi ret unge, og først og fremmest maatte jeg se at blive til noget mere, end slet og ret Maskinarbejder.

En skønne Dag pakkede jeg derfor min lille Kuffert, (mine faa Ejendele var hurtig overset og tyngede mig ikke,) og drog afsted. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at Hjertet var lidt tungt ved Afskeden, selv om jeg i første Omgang kun skulde til Flensborg.

Der fik jeg straks Arbejde ved N.Jepsens store Maskinfabrik og blev der et Par Maaneder, og fik Logi hos min Fars Søster Christine.

Hele min Mors Slægt havde været Søfolk, og det er mærkelig, at Længselen mod de store Have og fjerne Lande saadan kan gaa i Arv til Børnene igen, men det var mit højeste Ønske, at komme ud at sejle. En skønne Dag kom der en Maskinmester der paa Værkstedet hvor jeg var ansat, og vilde gerne have fat i en Maskinassistent. Det var lige Vand paa min Mølle, og jeg gik med ham, selv om det foreløbig kun drejede sig om Rejser i Østersøen.

Vi hentede Kreaturer i Kolding og sejlede dem til Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Lybæk, og jeg var der om Bord i ca, 4 Maaneder, saa var jeg led og ked af denne Kreaturkommision, og sagde farvel og Tak.

Jeg søgte saa over i et større Rederi og mønstrede ud med "Georg" fra Flensborg. Skibet laa i Hamborg, og det kan nok være,at jeg gjorde store Øjne da jeg for første Gang kom dertil og saa denne Millionby, og frem for alt den mægtige Havn med Skibe fra Alverdens Lande, og deres brogede Besætninger. Jeg var for Alvor kommen til et Sted, hvor der foregik noget, ind i Begivenhedernes Centrum. Gl. Haderslev med dets sindige Rytme laa langt agterude. Foran mig laa Vejen aaben, ud til den store Verden, Vejen til en Mands Daad, Vejen til Eventyret! Nu skulde Skoledrengens Drømme blive Virkelighed.

Men Drømme er Drømme, og Virkeligheden noget andet. Det varer længe, og koster Slid og Sved, og der skal læses og læres ikke saa lidt, før den nybagte Maskinassistent er naaet saa vidt,at han med Rette kan betegne sig som Maskinmester. Nordsøen, (ogsaa kaldet Mordsøen,) er det rette Sted at begynde med at lære og staa paa sine egne Ben.

Vi forlod Hamborg den 15. Januar, og da vi stak Næsen udenfor Elben, paa Rejse til Methil i Nordskotland, skal jeg lige love for, at vi fik Luft under Vingerne. Det blæste saa syv gamle Kællinger ikke kunde holde et Kosteskaft lige, som Søfolk plejer at sige, og jeg ofrede til Neptun, hvad der var i Maven. Ja, Drømme, eller Illusioner jages hurtig paa Flugt af den barske Virkelighed.

Vi var ikke saa forfærdelig meget ked af, at Turen var tilende, da vi naaede Methil. Der blev vi fyldt med Kul og gik til Caen i Nordfrankrig. Byen ligger ved Ornefloden, ca. ti km. inde i Landet. Det mest bemærkelsesverdige er den smukke Kathedrale. Saa gik vi derfra til Cardiff i Bristolkanalen for Order. Cardiff er den mest snavsede By, jeg nogensinde har været i, grundet paa Kulstøvet. Nu havde jeg været i Skotland og Wales, og skønt jeg havde lært meget Engelsk under min langvarige Sygdom i mit sidste Læreaar, Kunde jeg hverken Forstaa Skotterne, ejheller Waliserne, og det var saamænd ikke saa mærkelig, for de taler deres eget Sprog begge Steder. Selv en Londoner kan ikke forstaa en Walliser.

Naa, inden vi saa os om, var vi fyldt med gode Waleskul, som vi skulde sejle til den lille sydfranske Havn Cette, tæt ved Marseille. Vi rundede Englands vestligste Punkt, Kap Lands End og Scilly Øerne, passerede Ushant (Normandiet), og kom i nogenledes hæderligt Vejr over Biscaya, som ellers er meget berygtet for sit stormfulde Vejr.

Snart dukkede Spaniens Kyst op i Horisonten, og dermed Europas vestligste Punkt, nemlig Kap Finisterre. De gamle Søfarere troede, at her var Verdens Ende, for Finisterre betyder Verdens Ende. Ud over dette Punkt vovede de dem ikke, indtil den Dag kom, da Kolumbus tog Mod til sig og sejlede vestpaa og opdagede Amerika.

Det var en herlig Sejlads, ned langs Spaniens og Portugals Kyst, forbi Kap Roca, Kap Vincent, Kap Trafalgar og tilsidst dukkede Gibraltars mægtige Klippeblok frem.

Det er et betagende Syn. Paa den ene Side Gibraltars imponerende Klippefæstning og paa den modsatte Side Afrikas Nordspids, med Fæstningen Ceuta. Englænderne har vidst, hvad de gjorde, da de i sin Tid erobrede Gibraltar, for hele Klippen er spækket med Kanoner og er en eneste stor befæstet Militærlejr. Hvem der ejer Gibraltar, har Nøglen til Middelhavet i sine Hænder. Vi fik rig Lejlighed til at se og beundre de to Herkulessøjler, (som de Gamle kaldte henholdsvis Ceuta og Gibraltar), for der staar for det meste en stærk Strøm i Gibraltar-Strædet, og det varede noget, inden vi kom rigtig ind i Middelhavet, med dets dejlige blaa Vand.

Vejret var dejligt varmt, skønt det var sidst i Februar Maaned. Vi sejlede forbi de Baleariske Øer og kom til Cette, hvor vi blev liggende i nogle Dage, og saa fik Ordre til at gaa til Spanien, nemlig til Cartagena og Valencia, for at laste Appelsiner til London.

I Cartagena gik vi i Land, for min første og anden Mester syntes, at jeg skulde have Lejlighed til at smage paa den spanske Vin, og det var saa rart der om Bord, der var ingen Aftenvagt, for vi havde ingen Lysmaskine om Bord, og Petroleumslamperne passede sig selv, derfor kunde vi gaa alle Mand fra Maskinen.

Vi forsvandt ned under Jorden i en af de dybtbeliggende Vin-Kældere, og smagte paa baade det ene og det andet. Meningen var, at jeg skulde have en 5 Liter Kurveflaske Vin med hjem til Gl.Haderslev, og saa fik man simpelthen Lov til, at smage sig frem til den Vin, som man nu agtede at købe.

Smagsprøverne var gratis, de regnede et Glas Vin mere eller mindre, for ikke noget at tale om. Jeg skal love for, det smagte livligt, og naar jeg skal sige Sandheden, saa kunde jeg overhoved ikke mærke, at jeg havde drukket noget. Værre blev det, da jeg kom op i Dagslyset igen og fra den kolde Kælder i Solvarmen, da gik det op for mig, at man ikke vandrer ustraffet under Palmer. Men det var vel ogsaa nok første Gang i mit Liv, at jeg havde faaet rigtig fin Vin at drikke, saa det var saamænd ikke saa Mærkelig, at Bondeknolden fra Gl. Haderslev maatte dreje bi.

Som før omtalt, skulde vi laste færdig i Valencia. Der fik jeg mit Livs hidtil største Oplevelse, idet vi blev inviteret til Tyrefægtning. Hvis ikke min 1. Mester havde taget mig med,var jeg helt sikkert ikke kommen der!

Inden jeg gaar over til en Skildring af selve Tyrefægtningen, maa jeg give en lille Beskrivelse af Arenaen, Det er en ret stor cirkelrund Bygning uden Tag. I Bygningens Midte er den runde Arena, som er sandbestrøet og hvis Yderkreds er afgrænset mod Publikum af en ca. 1½m. højt Barriere. Tilskuernes Pladser er bygget amfiteatralsk over hinanden, saaledes, at der er fri Udsigt i hele Rundkredsen og enhver kan se, alt hvad der foregaar i Arenaen. De øverste Pladser er bygget som overdækkede Loger, (de dyreste Pladser). I den fornemste af Logerne sidder Præsidenten med sin Familie og andre af Byens højeste Embedsmænd. Tillige har han den gyldne Nøgle til Tyrenes Stald i sin Varetagt. Og saa kan Spillet begynde.

Paa et Tegn af Præsidenten aabnes en Port, og samtlige Deltagere i det blodige Skuespil kommer til Syne.

Foran rider en Herold paa sin hvide Hest, efter ham kommer Matadorerne med deres blanke Toledoklinger, og deres lillé røde Flag. Dernæst kommer Picadorerne, højt til Hest og bevæbnet med Lanser og efter dem kommer Banderillos, som bærer Stokke med spidse Modhager, samt store røde Klude, som benyttes til at gøre Tyren endnu mere rasende, end den allerede er i Forvejen. Som de sidste kommer Arbejdsfolkene med Heste og Tovværk. Deres Opgave er at slæbe de i Kampen faldne Heste og Tyre ud af Arenaen.

Det er et Pragtfuldt Skue, navnlig Matadorerne med deres Guldbroderede Jakker og Do. Huer, samt Silkeknæbenklæder. Alle er det spændstige, unge Mænd, de ved at deres Liv afhænger af, at de i det givne Øjeblik er hurtig som Lynet, ellers er det Nat i Barcelona, som det hedder i en anden Forbindelse.

Hele dette Optog bevæger sig nu med ægte spansk Grandezza hen til Præsidentens Loge og hilser paa Præsidenten, som derpaa kaster den omtalte gyldne Nøgle ned, saa Forestillingen kan begynde. I Mellemtiden er ogsaa Tilskuernes Sindstilstand naaet op paa Kogepunktet. Der er betydelig Forskel paa spansk og dansk Temperament. Om Spanierne ellers kan tage noget med Ro, ved jeg ikke, men det er i hvert Fald ikke en Situation som denne, for Tyrefægtning er deres største Nationalforlystelse. Om det saa er deres sidste Penge de ejer og har, saa skal der købes en Billet til "Corrida de Toros", ja, om de saa skulde sulte for at komme med. Det er jo lidt ufattelig, for os mere koldsindige Nordboere.

Men efter denne indledende Beskrivelse er maaske ogsaa Læserens Forventninger blevet en Del spændt. Første Akt af Dramaet begynder! De Agerende har placeret sig. Fordelt over hele Arenaen holder tre Picadores højt til Hest med fældede Lanser, endvidere staar tre Mand med deres store røde Klude parat til at aflænke Tyrens Opmærksomhed fra det faldne Offer. Og Nu", (som Gunnar Hansen siger), slaas Porten op og en stor andalusisk Tyr, et pragtfuldt Dyr, farer ind i Arenaen. Dens Skind er lysegul og dens Horn er filet sylespids.

Som et Lyn farer den ned paa den nærmeste Hest, jager Hornet ind i Bugen paa den og river hele Bugen op fra for til agter, inden Rytteren overhoved faar Lejlighed til at bruge sin Lanse. Hesten styrter selvfølgelig og begraver Rytteren under sig, men de røde Klude er der som en Mis, og aflænker Tyren, saa Rytteren slipper med Livet. - Som det gik den første Hest, gik det dem alle tre. I Løbet af højst to Minutter var tre Heste, og tre Picadores gjort ukampdygtig. En af Picadorerne fik stukket sin Lanse ca. ½m. ind i Tyren, men saaledes, at Lansen sad lige inden for Huden fra oven og nedefter; den blev saa brækket af, og det stakkels Dyr for saa videre med den Stump Lanse i Kroppen, opirret til det højeste Raseri af Smerten. - Det var kun første Akt, saa fulgte den næste!

Nu kommer Mændene med deres Stokke med de spidse Modhager, (de saakaldte Banderillos,) hvis Opgave det er, at plante Modhagerne fast i Nakken paa Tyren, som derved gøres yderligere rasende. Disse Banderillos er utrolig smidige. De farer lige ned mod Tyren, men lige før de naar den, drejer de ud til Siden og planter deres Vaaben i det pinte Dyr, og Tyren stanger ud i den tomme Luft. (Dog ikke altid!) Det hænder ogsaa, at Tyren faar fat i Manden, og saa er det sket med ham! - Seks saadanne Hager sættes efterhaanden fast og dermed er Tiden inde til sidste Akt, af dette efterhaanden blodige Optrin.

Nu er det Matadorernes Opgave, at give Tyren Naadestødet, hvilket er det farligste af alt, for den er meget levende og hurtig endnu. Det gik da ogsaa saaledes, at det kom til at koste ham Livet. Han stod med hævet Klinge foran Tyren, og som et Lyn jog den Hornet igennem ham, saa det kom ud igennem Ryggen. Derpaa blev han kastet tilvejrs og grebet paa Hornet igen.

Denne Gang trængte Tyrens Horn tværs igennem Manden fra Rygsiden. Jeg troede ikke mine Øjne, da Matadoren rejste sig, men det skete. Han gik over til Barrieren, og faldt saa sammen, den blodige Leg var forbi for hans Vedkommende. - Et øredøvende Bifald hilste den sejrrige Tyr; fra Tilskuernes Side. Den næste Mand gjorde det saa af med Tyren. Men lad det dermed vere nok! - Slutresultatet var: To Mænd dræbt, en Del saaret, mere eller mindre, fem dræbte Heste og ligesaa mange dræbte Tyre. Et blodigt Skuespil, et frygteligt Dyrplageri, uforstaaeligt, at Mennesker kan finde Behag eller Fornøjelse i at overvære saadanne Optrin, Det spanske Folk placerer sig derved paa samme Niveau som det gamle Rom, og det er maaske i Sidste Instans den dybere Aarsag til Spaniens Forfald.

Saa tog vi Afsked med Spanien og kom til London med vore Appelsiner, lossede, og hentede endnu en Last i Spanien, og jeg kom saa for anden Gang til Verdensbyen.

At beskrive London grundig, vilde føre for vidt, og ligger ogsaa fuldstændig udenfor Rammerne af disse Optegnelser, men lidt maa jeg alligevel fortælle om denne gigantiske Verdensstad. Vi laa og lossede i Nærheden af Fiskemarkedet. Hele Kvarteret lugtede i den Grad af Fisk, saa det var først længe efter at jeg var gaaet i Land, at jeg fik denne nederdrægtige Fiskelugt ud af Næsen.

Da jeg ikke var kendt, tog jeg det fornuftige Parti og blev ved med at gaa lige ud, for det gjaldt jo ogsaa om, at kunde finde hjem igen. Nu maa man huske en Ting. Naar man sejler som Maskinassistent, er man jo ikke Turist, og den Tid som man har til sin Raadighed, er ikke ubegrænset, og derfor maa man nøjes med, at se det væsentligste. Jeg fik set St. Paul Kathedralen, Westminster Abbey, Parlamentsbygningen og var paa Trafalgar-Square, hvor en taknemmelig Nation har rejst et storslaaet Monument for Lord Nelson. Hans største Bedrift var Tilintetgørelsen af den spanske Flaade i Slaget ved Kap Trafalgar, som betød, at Spanien for altid havde mistet sin Stormagtstilling, og at England havde indtaget dets Plads. Vi Danske er mindre begejstret for Manden naar vi tænker paa Søslaget paa Københavns Rhed.

Saa sagde vi Farvel og Tak til London, gik til Sunderland og derfra Til Grangemouth i Skotland. Byen ligger ved Firth of Forth, og man sejler under den store Firth of Forth Bro, et stort, imponerende Ingeniørværk.

    Fortsættes på side 2...