Den følgende beretning var skrevet af vores morfar
(03/09/1887 - 01/08/1949) til hans ældste barnebarn, Søren (min storebror). Et minde om noget af hans liv og et glimt af et par af hans mange rejser, ment som en erindring til hans efterkommere.
Søren sendte mig billeder af de originale maskinskrevne sider, og jeg har efter bedste evne overført dem til internet format.
Se også "
Om mine forældre", som er skrevet af vores mor.
Forord
"Ars longa, vita brevis!"
Ja, i Sandhed, Kunsten er lang, og Livet er kort.
Denne Bog skal ikke være nogen Roman, eller en Rejseveskrivelse,
men ganske enkelt en Beretning om, hvordan Livet har
formet sig for mit Vedkommende. Den gør
ej heller Krav paa, at være skrevet af en Forfatter,
men af en Mand, som ikke har haft saa forfærdelig meget
med Pennen at gøre. Istedetfor har jeg lige fra
min Ungdom lyttet til Maskinernes Sang, tilbragt 12
Aar paa Søen, døjet Vinterens isnende Kulde i Nord-Atlantens
hylende Storme, samt Tropernes kvælende Hede.
Jeg ved ikke saa forfærdeligt meget om mine Forfædre;
de har ikke efterladt sig meget skriftligt, og jeg ved
heller ikke, hvor megen Tid der er igen, det ved kun
Han, som raader for os Alle, og i hvis Hænder vi er!
Derfor har jeg ment, at det kunde vere interessant for
Efterslægten, at faa lidt at vide om Slægtens Forhold,
saa vidt som jeg kender til dem.
Folk læser Romaner, men Livet i sig selv er en Roman,
og det kan undertiden forme sig lige saa spændende,
som den mest fantastiske Roman.
Din
Morfar.
* * *
3. September 1887.
Vi befinder os i et lille Ledvogterhus, som
ligger tæt op ad Jernbanen, paa Strækningen fra Flensborg
til Slesvig. Huset rummer et ungt og lykkeligt
Par, som har været gift i omtrent et Aar og nu er Tiden
inde, at den unge Kone skal føde sit første Barn.
Hun ligger i den brede Ægteseng, og Manden, som er
styrtet hjem fra sit Arbejde, faar Lov til at vente i
den anden Stue, til Tidens Fylde er inde. Han er kun
i Vejen i Øjeblikket, Kvinden maa alene bære Smerterne,
saadan som det har været fra Evas Tid og som det
vil blive ved at være, saa længe der er Mennesker paa
Jorden. Ære være vore Mødre og Hustruer!
Da den unge Far endelig fik Lov til at komme
ind og se sin førstefødte Søn, som vejede 12 Pund,
sagde hans lille Kone til ham: "Det kan jeg altsaa ikke
holde engang mere til!" "Nej" svarede han, "det
skal Du heller ikke, min Pige". Men ikke destomindre
fik de 10 Børn i deres Ægteskab, hvilket bekræfter
Sandheden i det gamle Ord, at Loven er ærlig, men Holden
besværlig! Saadan gik det til, da jeg kom til Verden.
Min Far var dengang Jernbanearbejder og min Mor
Ledvogterske. Lønnen var meget, meget lille. For at
naa lidt højere paa Rangstigen, ansøgte min Far om
at komme til det kørende Personale, for der var Udsigterne
for hans Fremtid dog noget lysere. Hans Ansøgning blev
bevilget, og han blev saa forflyttet fra Frørupfeld
til Flensborg. Indtil Aaret 1894 boede vi saa der,
hvorefter Far blev forflyttet til Haderslev.
Da vi kom dertil, var jeg bleven saa gammel, at jeg
skulde til at gaa i Skole, og vi var efterhaanden fire
Søskende. Et nyt Afsnit af Livet var begyndt.
Det vil være nødvendigt, at præsentere de tre Lærere
som var Gl. Haderslev skolens Pryd, og samtidig
Børnenes Skræk. Først Overlærer Kær, hvis Yndlingsudtryk
var, at vi blev nok nødt til at springe over Klingen,
hvilket oversat til almindelig Sprog betød, en Omgang Klø.
Den næste i Trekløveret var Lærer Katt. Han svarede
godt nok til sit Navn, han kunde være saa kattevenlig
og paa den anden Side grusom i sine Afstraffelser.
Den tredie var Læerer Vilsen og var den mest sympatiske
af hele Triumfiratet. Vi kaldte ham aldrig andet
end Papa, for tre af hans Børn gik der i Skole,
og de raabte altid paa Papa, og hos Papa begyndte jeg
min Skolegang.
Jeg indrømmer, det er en skrap Karakteristik af
vore Lærere, til syvende og sidst var de vel ikke værre,
end andre Lærere var dengang. Opdragelsen var dengang
noget mere haardhændet end den er nu. Man har vel
tænkt som saa, naar vi senere skulde være Soldater, saa
var det ikke for tidligt, at banke Trit, Kæft og Retning
ind i os, saa tidlig og saa eftertrykkeligt som
muligt. Spanskrøret var i Brug tidlig og silde hver
eneste Dag, og hvis man bare var en lille Smule heldig,
fik man Klø hver eneste Dag.
Det siger sig selv, at en saadan Opdragelsesmethode
skulde give Bagslag. Vi Drenge var derfor ogsaa
tilsidst saa forhærdede og stædige, kort sagt, revnende
ligeglade med det hele. Trods disse umulige Forhold
var jeg mærkværdigvis besjælet af en umattelig
Kundskabstørst og en meget udpreget Ærgerrighed. Jeg
læste alt hvad jeg overhoved kunde faa fat i, (udenfor
Skolens Pensum), og det endte da ogsaa med, at jeg
var langt forud for mine jævnaldrende Skolekammerater,
og allerede med ti Aar kom ind i den øverste Klasse.
Da jeg var tolv Aar, sad jeg øverst i Skolen og
der blev jeg siddende til min Komfirmation, det vil
sige, at de sidste to Skoleaar terpede jeg det samme
Stof. Mine Lærere var meget opsat paa, at jeg skulde
paa Gymnasium, (det var en Skam, som de sagde, at mine
gode Evner skulde spildes), men det strandede paa de
anspændte økonomiske Forhold derhjemme.
Ja, det var et kort Resume af Skoletiden.
Palmesøndag 1902 blev jeg konfirmeret i Gl. Haderslev
Kirke, Og den 1. April kom jeg i Lære ved P.J.
Petersens Maskinfabrik paa Naffet i Haderslev. Et Afsnit
var tilende, et nyt begyndt. Barndommens glade og
sorgløse Tid, (som slet ikke var saa glad og sorgløs,
som den gerne skulde have været,) var tilende, og Livet,
det rige Liv, med alle sine Glæder og Skuffelser, med
Møje og Besvær bankede paa Døren.
Min Far havde spurgt mig, om jeg havde Lyst til
at blive Maskinarbejder og det vilde jeg gerne, men
hvad ved en 14 Aars Dreng om, hvad det er, han siger
ja til, for i den Alder savner man jo enhver Forudsætning
for at kunde overse, hvad det er man gaar ind til.
Men et Haandværk skulde jeg lære, og saa sprang jeg
ind i det, og mødte med rent Halm i Træeskoene, som
man siger.
Jeg fik en ret alsidig Uddannelse paa Fabriken.
Der var Jernstøberi og Maskinfabrik, og der produceredes
baade Støbegods til alle mulige Formaal, samt Dampmaskiner.
Min Start begyndte i Jernstøberiet. Jeg lærte
hvordan Højovnen blev tændt, Jernet blev smeltet, (de
forskellige Blandinger af Jern), var med til at forme
og støbe og dermed gik det første Læreaar. Saa kom jeg
ind i Maskinfabriken. Det tager mere Tid at lære og
file, hamre, mejsle, bore, høvle og saa videre, end det
tager, at fortælle derom. Et Aar var jeg i Smedien, et
Aar stod jeg ved Skruestikken og et Aar ved Drejebænken
og saa var den nybagte Svend færdig.
Arbejdstiden var lang dengang, nemlig ti og enhalv
Time. Op Kl. 5 om Morgenen og hjem Kl. 6 om Aftenen, og
saa kunde man lige naa at spise lidt, førend man Hals
over Hoved maatte styrte afsted, for at naa til
Undervisning i Teknisk Skole, som begyndte Kl. ½ 8.
Det siger sig selv, at vi altid var trætte, unge
Mennesker i Opvæksten, som vi var. Men en skønne Dag
var Maalet naaet og den 1. April 1906 fik jeg mine
Svendepapirer og kunde rejse hvorhen jeg vilde.
Desværre skete der det lige før Jul i mit sidste Læreaar,
at jeg fik en meget svær Lungebetændelse og i
Forbindelse dermed en Aarebetændelse, som nær havde bevirket,
at jeg ikke kunde fortsætte med mit Haandværk. Jeg
laa 22 Uger i Sengen, og var ikke ret meget værd, da
det hele var overstaaet, men jeg gik trods Lægens Forbud
igang igen, og da jeg havde arbejdet i 6 Uger paa
Jernbaneværkstedet i Haderslev, følte jeg mig stærk
nok til at rejse hjemmefra og ud i Livet.
Men inden jeg forlader Reden, maa jeg hellere fortælle
lidt om Hjemmet. Da mine Forældre kom til Haderslev,
boede vi et Par Aar paa Simmerstedtvej hos "Tullefar",
Hvorfor Manden havde faaet det Navn ved jeg ikke,
men saadan kaldtes han nu engang, og der blev min Søster
Christine født og ogsaa døbt.
Denne Daabsdag vil jeg aldrig glemme. Hun blev døbt
i Hjemmet, og efter Daaben var det saa Skik og Brug,
at de tilstedeværende skulde have en Kaffepunch.
Nysgerrig, som Børn er, stod jeg og saa paa, hvordan det
foregik. Koppen halv fuld af Kaffe, et Par Skefulde
Sukker i og saa fyld efter med den store Karaffel. Da
Daabsgæsterne havde faaet saadan et Par Punche, gik de
en Tur i Haven og jeg var ikke sen til at abe dem efter.
Jeg fik rørt en Kaffepunch sammen, men da Jeg
skulde til at drikke den, hørte jeg Selskabet komme
tilbage, og saa maatte jeg rigtignok skynde mig med at
svælge det Hele ned paa engang. Det varede kun et Øjeblik,
saa brændte det jo som Ild i min lille Barnlige
Mave, og min gode Mor kunde ikke forstaa, at jeg
pludselig var bleven saa syg. Jeg var kureret for at drikke
flere Kaffepunche.
Efternaanden havde Far og Mor faaet 5 Børn og det
var dengang som nu, børnerige Familier var en Torn i
Øjet paa Husværten. Derfor var det næsten noget nær den
store Gevinst, at min Far fik Tilbud om at komme til
at bo i Bomhuset. Mor passede saa Jernbanebommene, og
vi havde et helt Hus for os selv at bo i. Ingen Vrøvl
med Husværten mere, og vi Børn kunde tumle os, saa galt
vi vilde. I dette Hus kom saa de sidste 5 af mine
Søskende til Verden.
Fra mit niende Aar og til min Komfirmation var jeg
Bydreng hos Fru Nielsen paa Damager, en Bestilling, der
indbragte 30 Øre om Ugen, imod at jeg hver Eftermiddag
besørgede alle Fruens Byærinder. Jeg fik ikke samlet
mig nogen Formue dengang, saa meget tør jeg nok antyde!
Men Gartner Jørgensen paa Damager var min gode Ven,
og det Venskab holdt lige saalænge vi kendte hinanden.
Hos ham var jeg tidlig og silde. De første Jordbær
fik jeg altid og ikke Herskabet, og naar jeg skulde
Købe en Snes æg til Mor, saa var den altid billig og
der var gerne et Par Æg mere, end der skulde være, og
vi trængte til det, for vi var meget fattig.
Naar man tager i Betragtning, at vi efterhaanden
var ti Børn og min Fars Aarsindtægt beløb sig til ikke
mere end 1300 Mark, saa kan man nemt lave det lille
Regnestykke, at der var 100 Mark om Aaret til at føde
og klæde hvert Barn for, og saa blev der 150 Mark til
Rest til Far og Mor. Man kan faktisk ikke forstaa,
hvordan det overhoved har varet muligt, at faa det Hele til
at løbe rundt. Det var haarde Vilkaar at leve under!
Far og Mors Liv har ikke været nogen Dans paa Roser, det
kan man godt fastslaa.
Men tilbage til Damager. Der boede en god dansk Mand,
Julius Nielsen (Se også Vojens billeder). Han var Grosserer i Tømmer og Smør, og
en hovedrig Mand. Samtidig var han Danskernes Repræsentant
i den tyske Rigsdag. Han var en meget velgørende
Mand. Da min Læretid omtrent var tilende, tilbød han
mig, at bekoste min Uddannelse til Ingeniør. Jeg takkede
selvfølgelig mange Gange, men jeg turde ikke modtage
Tilbudet, fordi jeg ikke kunde udholde den Tanke, at
jeg skulde komme i en saa stor Gæld til ham, og saa
tilsidst maaske skulde dumpe til Eksamen, og saa havde han
spildt alle sine Penge forgæves. Saa vilde jeg hellere
forsøge selv at bane mig en Vej, for egen Regning og
Risiko.
Imidlertid var min Læretid gaaet tilende og jeg var
Rekonvalecent efter min lange Sygdom. Forbindelsen med
Damager og Gartner Jørgensen var den samme, som den havde
været igennem mange Aar. Saa forlød det en Dag, at
Julius Nielsens Søster, Fru Oberstinde Røgind, som var
bosiddende i København, skulde komme til Haderslev og
hun skulde have sin unge Pige med. Det var rigtignok
Nyheder, (der skete jo ikke noget videre til daglig).
Vi var meget spændt paa, hvordan de Københavnere vel saa
ud, og om vi vel kunde forstaa dem, for Sønderjysk er
jo noget andet end Københavnersproget.
Endelig oprandt Ankomstdagen. De to meget ventede
Damer, (navnlig den yngre), skulde forbi vort Bomhus og
jeg stod bag Gardinerne i min Mors Stue og saa dem komme.
Den lille, meget aristokratiske Fru Oberstinde, og
ved hendes Side den nydeligste unge Dame, jeg endnu havde
set. Jeg tabte mit Hjerte paa staaende Fod!
Veni, vidi, vici, som Cæsar sagde, efter Sejren over
Pontus, hun kom, hun saa, hun sejrede, (senere blev
Sejrherren selv hildet i Garnet!)
For at holde mig til Sandheden, maa jeg sige, at jeg
var bly og bange. Jeg var knap 19 Aar gammel, og mine
Erfaringer med Hensyn til det saakaldte svage Køn var
meget smaa. Ikke detto mindre gik der ikke saa forfærdelig
lang Tid, førend vi begge var paa det rene med, at
vi elskede hinanden og at vi vilde leve Livet sammen.
Men der var lange Udsigter inden vi kunde naa dette Maal.
Dels var vi ret unge, og først og fremmest maatte jeg
se at blive til noget mere, end slet og ret Maskinarbejder.
En skønne Dag pakkede jeg derfor min lille Kuffert, (mine
faa Ejendele var hurtig overset og tyngede mig ikke,)
og drog afsted. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at Hjertet
var lidt tungt ved Afskeden, selv om jeg i første
Omgang kun skulde til Flensborg.
Der fik jeg straks Arbejde ved N.Jepsens store Maskinfabrik
og blev der et Par Maaneder, og fik Logi hos min Fars Søster
Christine.
Hele min Mors Slægt havde været Søfolk, og det er
mærkelig, at Længselen mod de store Have og fjerne Lande
saadan kan gaa i Arv til Børnene igen, men det var
mit højeste Ønske, at komme ud at sejle. En skønne Dag
kom der en Maskinmester der paa Værkstedet hvor jeg var
ansat, og vilde gerne have fat i en Maskinassistent. Det
var lige Vand paa min Mølle, og jeg gik med ham, selv
om det foreløbig kun drejede sig om Rejser i Østersøen.
Vi hentede Kreaturer i Kolding og sejlede dem til
Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Lybæk, og jeg var der
om Bord i ca, 4 Maaneder, saa var jeg led og ked af denne
Kreaturkommision, og sagde farvel og Tak.
Jeg søgte saa over i et større Rederi og mønstrede
ud med "Georg" fra Flensborg. Skibet laa i Hamborg, og
det kan nok være,at jeg gjorde store Øjne da jeg for
første Gang kom dertil og saa denne Millionby, og frem for
alt den mægtige Havn med Skibe fra Alverdens Lande, og
deres brogede Besætninger. Jeg var for Alvor kommen til
et Sted, hvor der foregik noget, ind i Begivenhedernes
Centrum. Gl. Haderslev med dets sindige Rytme laa langt
agterude. Foran mig laa Vejen aaben, ud til den store
Verden, Vejen til en Mands Daad, Vejen til Eventyret!
Nu skulde Skoledrengens Drømme blive Virkelighed.
Men Drømme er Drømme, og Virkeligheden noget andet. Det
varer længe, og koster Slid og Sved, og der skal læses
og læres ikke saa lidt, før den nybagte Maskinassistent
er naaet saa vidt,at han med Rette kan betegne sig som
Maskinmester. Nordsøen, (ogsaa kaldet Mordsøen,) er det
rette Sted at begynde med at lære og staa paa sine egne Ben.
Vi forlod Hamborg den 15. Januar, og da vi stak
Næsen udenfor Elben, paa Rejse til Methil i Nordskotland,
skal jeg lige love for, at vi fik Luft under Vingerne.
Det blæste saa syv gamle Kællinger ikke kunde holde et
Kosteskaft lige, som Søfolk plejer at sige, og jeg ofrede
til Neptun, hvad der var i Maven. Ja, Drømme, eller
Illusioner jages hurtig paa Flugt af den barske Virkelighed.
Vi var ikke saa forfærdelig meget ked af, at Turen
var tilende, da vi naaede Methil. Der blev vi fyldt med
Kul og gik til Caen i Nordfrankrig. Byen ligger ved
Ornefloden, ca. ti km. inde i Landet. Det mest
bemærkelsesverdige er den smukke Kathedrale. Saa gik vi
derfra til Cardiff i Bristolkanalen for Order. Cardiff er den
mest snavsede By, jeg nogensinde har været i, grundet paa
Kulstøvet. Nu havde jeg været i Skotland og Wales, og
skønt jeg havde lært meget Engelsk under min langvarige
Sygdom i mit sidste Læreaar, Kunde jeg hverken Forstaa
Skotterne, ejheller Waliserne, og det var saamænd ikke saa
mærkelig, for de taler deres eget Sprog begge Steder.
Selv en Londoner kan ikke forstaa en Walliser.
Naa, inden vi saa os om, var vi fyldt med gode Waleskul, som
vi skulde sejle til den lille sydfranske Havn Cette, tæt
ved Marseille. Vi rundede Englands vestligste Punkt, Kap
Lands End og Scilly Øerne, passerede Ushant (Normandiet),
og kom i nogenledes hæderligt Vejr over Biscaya, som
ellers er meget berygtet for sit stormfulde Vejr.
Snart dukkede Spaniens Kyst op i Horisonten, og dermed
Europas vestligste Punkt, nemlig Kap Finisterre.
De gamle Søfarere troede, at her var Verdens Ende, for
Finisterre betyder Verdens Ende. Ud over dette Punkt
vovede de dem ikke, indtil den Dag kom, da Kolumbus tog
Mod til sig og sejlede vestpaa og opdagede Amerika.
Det var en herlig Sejlads, ned langs Spaniens og Portugals
Kyst, forbi Kap Roca, Kap Vincent, Kap Trafalgar og
tilsidst dukkede Gibraltars mægtige Klippeblok frem.
Det er et betagende Syn. Paa den ene Side Gibraltars
imponerende Klippefæstning og paa den modsatte Side
Afrikas Nordspids, med Fæstningen Ceuta. Englænderne har
vidst, hvad de gjorde, da de i sin Tid erobrede Gibraltar,
for hele Klippen er spækket med Kanoner og er en
eneste stor befæstet Militærlejr. Hvem der ejer Gibraltar,
har Nøglen til Middelhavet i sine Hænder. Vi fik
rig Lejlighed til at se og beundre de to Herkulessøjler,
(som de Gamle kaldte henholdsvis Ceuta og Gibraltar), for
der staar for det meste en stærk Strøm i Gibraltar-Strædet,
og det varede noget, inden vi kom rigtig ind i Middelhavet,
med dets dejlige blaa Vand.
Vejret var dejligt varmt, skønt det var sidst i Februar
Maaned. Vi sejlede forbi de Baleariske Øer og kom til
Cette,
hvor vi blev liggende i nogle Dage, og saa fik Ordre
til at gaa til Spanien, nemlig til Cartagena og Valencia,
for at laste Appelsiner til London.
I Cartagena gik vi i Land, for min første og anden
Mester syntes, at jeg skulde have Lejlighed til at smage
paa den spanske Vin, og det var saa rart der om Bord,
der var ingen Aftenvagt, for vi havde ingen Lysmaskine
om Bord, og Petroleumslamperne passede sig selv, derfor
kunde vi gaa alle Mand fra Maskinen.
Vi forsvandt ned under Jorden i en af de dybtbeliggende
Vin-Kældere, og smagte paa baade det ene og det andet.
Meningen var, at jeg skulde have en 5 Liter Kurveflaske
Vin med hjem til Gl.Haderslev, og saa fik man simpelthen
Lov til, at smage sig frem til den Vin, som man nu
agtede at købe.
Smagsprøverne var gratis, de regnede et
Glas Vin mere eller mindre, for ikke noget at tale om.
Jeg skal love for, det smagte livligt, og naar jeg skal
sige Sandheden, saa kunde jeg overhoved ikke mærke, at
jeg havde drukket noget. Værre blev det, da jeg kom op
i Dagslyset igen og fra den kolde Kælder i Solvarmen, da
gik det op for mig, at man ikke vandrer ustraffet under
Palmer. Men det var vel ogsaa nok første Gang i mit Liv,
at jeg havde faaet rigtig fin Vin at drikke, saa det var
saamænd ikke saa Mærkelig, at Bondeknolden fra Gl.
Haderslev maatte dreje bi.
Som før omtalt, skulde vi laste færdig i Valencia.
Der fik jeg mit Livs hidtil største Oplevelse, idet vi
blev inviteret til Tyrefægtning. Hvis ikke min 1. Mester
havde taget mig med,var jeg helt sikkert ikke kommen der!
Inden jeg gaar over til en Skildring af selve
Tyrefægtningen, maa jeg give en lille Beskrivelse af
Arenaen, Det er en ret stor cirkelrund Bygning uden Tag.
I Bygningens Midte er den runde Arena, som er sandbestrøet
og hvis Yderkreds er afgrænset mod Publikum af en ca.
1½m. højt Barriere. Tilskuernes Pladser er bygget
amfiteatralsk over hinanden, saaledes, at der er fri Udsigt i
hele Rundkredsen og enhver kan se, alt hvad der foregaar
i Arenaen. De øverste Pladser er bygget som overdækkede
Loger, (de dyreste Pladser). I den fornemste af Logerne
sidder Præsidenten med sin Familie og andre af Byens højeste
Embedsmænd. Tillige har han den gyldne Nøgle til
Tyrenes Stald i sin Varetagt. Og saa kan Spillet begynde.
Paa et Tegn af Præsidenten aabnes en Port, og samtlige
Deltagere i det blodige Skuespil kommer til Syne.
Foran rider en Herold paa sin hvide Hest, efter ham kommer
Matadorerne med deres blanke Toledoklinger, og deres
lillé røde Flag. Dernæst kommer Picadorerne, højt til
Hest og bevæbnet med Lanser og efter dem kommer Banderillos,
som bærer Stokke med spidse Modhager, samt store røde Klude,
som benyttes til at gøre Tyren endnu mere rasende, end
den allerede er i Forvejen. Som de sidste kommer
Arbejdsfolkene med Heste og Tovværk. Deres Opgave er at
slæbe de i Kampen faldne Heste og Tyre ud af Arenaen.
Det er et Pragtfuldt Skue, navnlig Matadorerne med deres
Guldbroderede Jakker og Do. Huer, samt Silkeknæbenklæder.
Alle er det spændstige, unge Mænd, de ved at deres Liv
afhænger af, at de i det givne Øjeblik er hurtig som Lynet,
ellers er det Nat i Barcelona, som det hedder i en
anden Forbindelse.
Hele dette Optog bevæger sig nu med ægte spansk Grandezza
hen til Præsidentens Loge og hilser paa Præsidenten,
som derpaa kaster den omtalte gyldne Nøgle ned, saa
Forestillingen kan begynde. I Mellemtiden er ogsaa
Tilskuernes Sindstilstand naaet op paa Kogepunktet. Der er
betydelig Forskel paa spansk og dansk Temperament. Om
Spanierne ellers kan tage noget med Ro, ved jeg ikke, men
det er i hvert Fald ikke en Situation som denne, for
Tyrefægtning er deres største Nationalforlystelse. Om det
saa er deres sidste Penge de ejer og har, saa skal der
købes en Billet til "Corrida de Toros", ja, om de saa
skulde sulte for at komme med. Det er jo lidt ufattelig,
for os mere koldsindige Nordboere.
Men efter denne indledende Beskrivelse er maaske ogsaa
Læserens Forventninger blevet en Del spændt. Første Akt
af Dramaet begynder! De Agerende har placeret sig. Fordelt
over hele Arenaen holder tre Picadores højt til Hest
med fældede Lanser, endvidere staar tre Mand med deres
store røde Klude parat til at aflænke Tyrens Opmærksomhed
fra det faldne Offer. Og Nu", (som Gunnar Hansen siger),
slaas Porten op og en stor andalusisk Tyr, et pragtfuldt
Dyr, farer ind i Arenaen. Dens Skind er lysegul og dens
Horn er filet sylespids.
Som et Lyn farer den ned paa den nærmeste Hest, jager
Hornet ind i Bugen paa den og river hele Bugen op fra
for til agter, inden Rytteren overhoved faar Lejlighed
til at bruge sin Lanse. Hesten styrter selvfølgelig og
begraver Rytteren under sig, men de røde Klude er der som
en Mis, og aflænker Tyren, saa Rytteren slipper med Livet.
- Som det gik den første Hest, gik det dem alle tre.
I Løbet af højst to Minutter var tre Heste, og tre
Picadores gjort ukampdygtig. En af Picadorerne fik stukket
sin Lanse ca. ½m. ind i Tyren, men saaledes, at Lansen sad
lige inden for Huden fra oven og nedefter; den blev saa
brækket af, og det stakkels Dyr for saa videre med den
Stump Lanse i Kroppen, opirret til det højeste Raseri af
Smerten. - Det var kun første Akt, saa fulgte den næste!
Nu kommer Mændene med deres Stokke med de spidse Modhager,
(de saakaldte Banderillos,) hvis Opgave det er, at
plante Modhagerne fast i Nakken paa Tyren, som derved
gøres yderligere rasende. Disse Banderillos er utrolig
smidige. De farer lige ned mod Tyren, men lige før de
naar den, drejer de ud til Siden og planter deres Vaaben
i det pinte Dyr, og Tyren stanger ud i den tomme Luft.
(Dog ikke altid!) Det hænder ogsaa, at Tyren faar fat i
Manden, og saa er det sket med ham! - Seks saadanne Hager
sættes efterhaanden fast og dermed er Tiden inde til
sidste Akt, af dette efterhaanden blodige Optrin.
Nu er det Matadorernes Opgave, at give Tyren Naadestødet,
hvilket er det farligste af alt, for den er meget
levende og hurtig endnu. Det gik da ogsaa saaledes,
at det kom til at koste ham Livet. Han stod med hævet
Klinge foran Tyren, og som et Lyn jog den Hornet igennem
ham, saa det kom ud igennem Ryggen. Derpaa blev han kastet
tilvejrs og grebet paa Hornet igen.
Denne Gang trængte Tyrens Horn tværs igennem Manden
fra Rygsiden. Jeg troede ikke mine Øjne, da Matadoren
rejste sig, men det skete. Han gik over til Barrieren,
og faldt saa sammen, den blodige Leg var forbi for hans
Vedkommende. - Et øredøvende Bifald hilste den sejrrige
Tyr; fra Tilskuernes Side. Den næste Mand gjorde det saa
af med Tyren. Men lad det dermed vere nok! - Slutresultatet
var: To Mænd dræbt, en Del saaret, mere eller mindre, fem
dræbte Heste og ligesaa mange dræbte Tyre. Et blodigt
Skuespil, et frygteligt Dyrplageri, uforstaaeligt, at
Mennesker kan finde Behag eller Fornøjelse i at overvære
saadanne Optrin, Det spanske Folk placerer sig derved
paa samme Niveau som det gamle Rom, og det er maaske i
Sidste Instans den dybere Aarsag til Spaniens Forfald.
Saa tog vi Afsked med Spanien og kom til London med
vore Appelsiner, lossede, og hentede endnu en Last i
Spanien, og jeg kom saa for anden Gang til Verdensbyen.
At beskrive London grundig, vilde føre for vidt, og ligger
ogsaa fuldstændig udenfor Rammerne af disse Optegnelser,
men lidt maa jeg alligevel fortælle om denne gigantiske
Verdensstad. Vi laa og lossede i Nærheden af Fiskemarkedet.
Hele Kvarteret lugtede i den Grad af Fisk, saa
det var først længe efter at jeg var gaaet i Land, at
jeg fik denne nederdrægtige Fiskelugt ud af Næsen.
Da jeg ikke var kendt, tog jeg det fornuftige Parti og blev
ved med at gaa lige ud, for det gjaldt jo ogsaa om, at
kunde finde hjem igen. Nu maa man huske en Ting. Naar
man sejler som Maskinassistent, er man jo ikke Turist,
og den Tid som man har til sin Raadighed, er ikke
ubegrænset, og derfor maa man nøjes med, at se det
væsentligste. Jeg fik set St. Paul Kathedralen, Westminster
Abbey, Parlamentsbygningen og var paa Trafalgar-Square,
hvor en taknemmelig Nation har rejst et storslaaet Monument
for Lord Nelson. Hans største Bedrift var Tilintetgørelsen
af den spanske Flaade i Slaget ved Kap Trafalgar, som betød,
at Spanien for altid havde mistet sin Stormagtstilling, og
at England havde indtaget dets Plads. Vi Danske er mindre
begejstret for Manden naar vi tænker paa Søslaget paa
Københavns Rhed.
Saa sagde vi Farvel og Tak til London, gik til Sunderland
og derfra Til Grangemouth i Skotland. Byen ligger ved
Firth of Forth, og man sejler under den store
Firth of Forth Bro, et stort, imponerende Ingeniørværk.
Fortsættes på side 2...